Dér er Bornholm – en klat blød cement, der undslap en spartel

Helle Bertram har samlet 12 portrætter af forskellige steder rundt om i Danmark, og ét af disse steder er Bornholm.

Ideen er sådan set enkel og ganske stringent.

Udførelsen er noget mere krævende.

Forfatteren Helle Bertram besluttede at skrive portrætter af en række steder i Danmark – tjek! – og også, at hvert portræt skulle være på 800 ord, ikke flere, ikke færre (bortset fra, at én af teksterne er på præcis det dobbelte) – tjek! – men dernæst kommer det lidt mere bøvlede, for der fulgte en masse rejseri med, idet hun ville lade sig inspirere til at skrive om de enkelte steder ved at afholde en række litterære saloner, hvor hun kunne møde og tale med de lokale beboere om det sted, de bor.

Og så begynder ellers en tur, der nødvendigvis må kalde Keld Heicks sang frem i erindringen: Ganløse, Vanløse, Boulum og Skovlund, Håstrup, Tåstrup og Tårs ...

Og så videre.

Helle Bertram og hendes fotografs liste ser dog således ud:

Alken, Fejø, Gamborg, Gedser, Hejls, Møn, Nykøbing Falster, Rudkøbing, Skælskør, Vejringe og Aalborg.

Og vi iler med at tilføje:

Svaneke – og dermed er dusinet fuldt.

Under de litterære saloner handlede samtalerne om naturen, om fællesskaber, om konflikter, om naboskaber. Uanset om det er i en lille by, på en ø eller i en storby, så er der en særlig magi over lige præcis det sted. En magi, som opstår i modsætning til eller i fraværet af et andet sted, forklarer forfatteren.

Til hvert skrevne portræt på de omtalte 800 ord følger også et foto taget af Carina Jo Sivager.

– De viser en flig af noget fra besøget, en fornemmelse, en stemning eller et særligt indtryk. Det er ideen, at de 12 portrætter tilsammen skaber et billede af steder og mennesker, som du vil kunne genkende, måske endda i dig selv, fortæller Helle Bertram videre.

Det er lidt over et år siden, hun og Carina Jo Sivager havde deres litterære salon på Svanekegaarden, og lørdag eftermiddag er Helle Bertram tilbage igen.

"Avisen"

Og igen bliver der tale om en litterær salon.

– Jeg har selvfølgelig mine bøger med og læser forskellige tekster op, siger hun.

– Det skulle gerne sætte en dialog i gang mellem publikum og mig. Sidste gang læste jeg en tekst op, der hed "Avisen", og alle kan jo relatere til det med, at der er en avis, om man så holder den selv eller låner den af naboen. Avisen afspejler på en måde de valg, man selv træffer i forhold til, hvor man bor, det miljø, man er i og de ting, der sker omkring en. Så den tekst satte gang i en god samtale om, hvad avisen betyder for folk. På samme måde læser jeg også denne gang tekster op, som gerne skulle generere en samtale, hvor det også kan være, at publikum taler med hinanden, fordi det én siger kaster bolden over til en anden, som så tager over.

Pointen med bogen "Dér, jeg er", forklarer forfatteren, er ikke nødvendigvis, at folk straks skal kunne genkende de enkelte steder, endsige deres eget sted i teksten.

– De, der deltog i salonen for godt et år siden, vil sagtens kunne se, at der er noget med fra den samtale, vi havde dengang, men i virkeligheden forsøger vi med bogen at skabe portrætter af steder med kant, men hvor du ikke nødvendigvis kan se, om det er fra det ene eller andet sted, for man indlæser selv ting i teksterne i forhold til der, hvor man selv er, og det man kender til i forvejen, siger hun.

Hvordan er dit forhold i øvrigt til Bornholm?

– Ikke så meget anderledes end alle mulige andre, som engang imellem kommer til Bornholm på ferie og synes, her er vidunderligt. Jeg kan godt lide at gå herovre, så det har jeg gjort nogle gange, hvor jeg har gået længere distancer. Jeg kan godt lide langsommeligheden i at gå, fordi den gør, at man lægger mærke til flere ting undervejs, siger Helle Bertram.

Hun har sammen med sin mand opholdt sig på Bornholm hele denne uge op til den litterære salon og har blandt andet skrevet på sin nye bog, som er en portrætbog om massør, akupunktør og healer Hassan Torabi.

 

Dér, jeg er

Herunder følger i fuld længde Helle Bertrams tekst om Bornholm fra hendes bog "Dér, jeg er". Bornholms Tidende har talt efter, og ja, præcis 800 ord er teksten lang, idet vi gætter på, at Tuborg-depot er to ord. Men nærværende journalist vil også mene, at det er næsten lige så svært at optælle ordene i sådan en tekst, som det er at tælle trinene på 101 trin-trappen på Christiansø – og lande på præcis 101 trin.

Hvis man stiller sig meget højt oppe for eksempel på et halvtag og tager en klat blød cement på en spartel. Lader det glide ned af metallet, slippe, falde og ramme den hårde jord eller en flise, så vil klatten komme til at se nogenlunde sådan ud. Som den ø, jeg er landet på. Lige så tilfældig i kanterne, lige så flosset og sprækket. Og lige så ligegyldig. Når nogen passerer og skræver hen over den, vil de ikke tænke over, at der ligger en klat der. En ø. Mit liv. 

Det har aldrig været meningen, at jeg skulle bo på sådan en klat. Da vi var børn, boede vi i en storby, og der var kraner på havnen og store skibe. Jeg ville ud at sejle, og så ville jeg tjene penge til at købe et af de huse, der lå på bakken uden for byen og få en rigtig pæn familie. Og jeg gjorde det. Jeg sejlede, og jeg tjente de penge og fik mig den kone og de børn og huset på bakken, som jeg skred fra, fordi jeg ikke kunne holde ud at lykkes. De børn gav mig myrekryb, fordi de hele tiden ville have noget af mig, og jeg kunne ikke engang sige nej før den dag, jeg skred og sagde nej til det hele. 

Det er sjovt, som man kan arbejde sig selv halvt ihjel for at slippe væk fra noget, og når man så endelig synes, at man er lykkedes, så ser man sig i spejlet og ligner sin far på en prik. Selv på arrene på sjælen og rifterne på armene, selv på de hårde ord i hovedet og børnenes blikke i ryggen. Det er sgu da klart, man ikke er til at holde ud.

Jeg flyttede. De fik huset på bakken, jeg fik fred. I hvert fald et stykke tid, for girokortene hobede sig op, og jeg kunne ikke finde et arbejde mere, jeg var blevet for udskældt. 

Jeg flyttede igen. Jeg tror, jeg har boet 14 steder de par år. En sofa her, et værelse der, en lejlighed, et hotel, en tur til udlandet, en tankstation med værelse på førstesalen og så et par sejlture med en gammel kammerat. En søulk blev jeg. En ulk med pigge og udstående øjne, jeg røg 40 cigaretter om dagen og sov kun mellem kunderne i butikken eller bøjerne på havet. 

Jeg drømte om at få mit eget sted inde i landet, hvor jeg kunne se skoven på den ene side og havet på den anden. Hvor jeg kunne se stjerner om natten og lytte til min kvindes åndedrag. Hvor jeg kunne høre en bil på lang afstand og se den nærme sig langsomt ned af vores vej. Postbilen eller en nabo med avisen. 

Det er der, jeg er. Nu. Det var en kvinde, der kom med huset og avisen, hun har boet her med sine forældre, der har boet her med hendes bedsteforældre og i baghaven ligger det gamle Tuborg-depot. Jeg ville gerne bruge det som galleri, men gud forbyde det, siger hun. Det er historien. Det er hendes morfar, der har slidt brædderne i gulvet dybe og stablet tønderne ved gavlen, så de ikke er til at rokke. Jeg får ikke lov at slå et søm i væggen noget sted. 

Men ved du hvad, det er sgu godt nok. Det er faktisk en befrielse, at alting er så tilfældigt. Jeg har knoklet for at få det hele og knoklet, fordi jeg mistede det igen. Og endelig er jeg fri, fordi jeg alligevel ikke bestemmer en skid. 

Jeg skal snart ind til byen, man bliver lidt kuldret af al den stilhed, men så tager jeg et par dage på kroen, og så går det lidt igen.

Det er sjovt som 15 år kan føles som en uge. Og dengang, det var værst, gik en dag så langsomt, at jeg blev et år ældre for hver time. 

Når jeg ser på mine børn i dag, så ligner de deres mor, som stadigvæk er smuk. Og deres børn ligner dem, jeg forlod, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro om det hele, det flyder sammen. Tider og steder og mennesker og jeg. 

Jeg kan godt lide at slynge det sidste skum ud af flasken på jorden eller i vasken, det giver sådan en følelse af tilfældighed og beslutsomhed i én bevægelse. Sjask. 

Men det mærkelige er, at når jeg tænker over det, så er der ikke én af de beslutninger, jeg har taget i mit liv, som er ført til det sted, hvor jeg er nu. Ikke én. 

De har ført mig væk fra noget, men dét, jeg har fået, er kommet af sig selv. Tænk lige over det. "Du kan gøre, hvad du vil, men aldrig forråde dem". Sådan noget forbandet pjat.