Indehaver efter indbrud: 'De vidste hvad de gik efter'

Indehaver efter indbrud: 'De vidste hvad de gik efter'
Udstillingen fra det ene display er nu fordelt ud over hele øverste hylde, så det ikke ser tomt ud. Man kan dog kun se udstillingen inde i butikken. Foto: Sarah Thun Kristensen
KRIMI | Torsdag 7. december 2023 • 12:24
KRIMI | Torsdag 7. december 2023 • 12:24

Nattens ubudne gæster må have spottet varerne dagen før, for der er ingen lys i butikken om natten, og der var gået meget målrettet til værks, mener indehaveren.

Der er meget stille og roligt i Aakirkeby torsdag formiddag. Sneen begynder at lægge sig i sjappede dynger, og både sprællenisser og legeplads på Smedetorvet står øde hen, for udover at det er skoletid, så er der også et massivt lag af skyer, som solens lys ikke kan bryde igennem, så det stadig føles som skumringstid, selvom solen for længst er stået op bag den mørke himmel.

I forretningernes ruder er der festligt pyntet med glimmer og stjerner, og lyset inviterer indenfor hos bageren, som frister med de lyserøde kagegrise, og hos guldsmeden som har kunstfærdigt indrettede vinduer, som må have taget timer og timer at stille op.

Midt i billedet af den julepyntede butik står dog en massiv træplade og skæmmer, og indenfor døren står en håndværker på en stige. Han er ikke i færd med at købe julegaver - han ser snarere ud til at være på arbejde, og et kort øjeblik tøver Tidendes udsendte, inden døren forsigtigt prøves. Den går op - butikken er åben.

Det var klokken halv to i nat, at alarmen hos guldsmeden gik. En rude var smadret, og udover at vagtsystemet ringede op til Brian Carlsen, som sammen med sin søster Dorthe Poss ejer butikken, så stod vagterne lynhurtigt i butikken. Det samme gjorde politiet, som en nabo lynhurtigt havde ringet til.

– De har slået hul på ruden, og så har de nået at få et helt display med Candino-ure. De har nok bare raget det hele til sig, men der er også faldet noget på gulvet og sådan, så det virker ikke særlig planlagt, fortæller Dorthe Poss.

Eneforhandlere på øen

Kollektionen af ure var næsten lige kommet hjem, og urene koster et par tusinde kroner stykket. Hun mener, at det heldigvis er relativt nemt at finde ud af, hvad der mangler, når det er en hel udstilling af et enkelt mærke.

Det havde været værre, hvis det var vinduet med smykker, for det havde været en noget sværere opgave at finde ud af, hvad der helt præcis manglede.

– Jeg er overbevist om, at Brian ved lige præcis, hvad der mangler. Og så vidt jeg ved, er vi faktisk eneforhandler her på øen af lige det mærke, smiler hun.

– Man ville nok lige kigge en ekstra gang, hvis nogen kom ind og skulle have tilrettet en rem eller sådan noget. Så kunne man måske finde på at spørge, hvor de havde fået uret fra.

Hun forestiller sig, at når indbrudstyvene er gået efter urene, så er det fordi, de har tænkt, at de ville være nemme at sælge videre til en fin pris. Men de har sandsynligvis ikke vidst, at det kun er hos KL Guld og Sølv, at man kan få netop de ure, så de måske ville være svære at afsætte på Bornholm.

– Men vi antager, at de har været forbi ruderne et par gange i går for at spotte, for det er helt sort i butikken om natten, så de har vidst præcist, hvad de gik efter.

Hun er ikke klar over, hvor mange ure, der er stjålet, hvor mange penge der er stjålet for, og om tyvekosterne er blevet fundet og konfiskeret af politiet.

Men selv hvis politiet har fået fat i urene, så regner hun ikke med at se den kollektion inden for den nærmeste fremtid, da de stjålne ure sandsynligvis skal bruges som bevismateriale.


Det er Dorthe Poss og hendes bror Brian Carlsen, der ejer KL Guld og Sølv. Arkivfoto: Jacob Jepsen

 

Skal ikke påvirke

Hos guldsmeden er de begejstrede for politiets meget effektive arbejde, da de dukkede op i butikken midt i nat.

– De kørte hurtigt igen. Der er jo sne, så der var både fodspor og bilspor, som de kunne følge.

– Vi er sindssygt glade for politiets arbejde, og at de allerede har anholdt nogen. Det fungerede bare rigtig godt, fortæller Dorthe Poss torsdag formiddag.

Hun er naturligvis rystet, men det er ikke første gang butikken har været udsat for indbrud. En guldsmed kan friste mangen en svag sjæl, og hun husker selv, at der har været indbrud to gange før. Denne gang er dog ikke den værste gang.

– For 25 år siden var der sådan et rambuk-indbrud, hvor de smadrede en masse ting, og fik adgang til det hele. Der blev stjålet for flere hundrede tusinde kroner, og dengang boede mine forældre i samme bygning, så det var heller ikke rart. Det er dejligt at vide, at de bor et andet sted nu, og at indbrudstyvene kun brød ind i et enkelt display, så vi er ved godt mod, fortæller hun.

Hos guldsmeden sørgede de allerede tidligt i morges for at skrive ud til kunderne, at de fortsat holder åbent. Den store træplade kan hurtigt få det til at se lidt lukket ud, men den er der altså ikke noget at gøre ved lige nu.

– Det ser lidt kedeligt ud med en træplade, men det er ikke sådan lige at få nyt glas i sådan en stor rude. Den bliver lavet på mål, så det tager nok halvanden uge, før den er klar igen, fortæller hun.

Selvom det altid er en ubehagelig oplevelse, når der er nogen, der ikke kan kende forskel på dit og mit, så er Dorthe Poss og personalet ikke blevet mere utrygge af at blive konfronteret med, at kriminelle også finder vej til Aakirkeby. De mødte lidt tidligere fra morgenen af for at rydde op inden åbningstid, men ellers er de klar i butikken ligesom de plejer.

– Det er ikke noget, der kommer til at påvirke os. Nu skal vi bare have solgt nogle julegaver, smiler hun.

To af tre personer, der blev anholdt for at være formodede gerningsmænd, fremstilles i grundlovsforhør torsdag eftermiddag.


FÅ ABONNEMENT