Hun fortæller videre, at familien plejer at være i huset mindst en gang om måneden, men i den seneste tid har det ikke været helt så meget, fordi der har været sygdom i familien.
– Vi bliver jo vildt forskrækkede og ser straks for os, hvordan hele huset er oversvømmet, så vi ringer til vores VVS'er og beder ham om at kigge forbi, og han er heldigvis rigtig hurtig og kører dertil fra Rønne for at få det fikset.
Ikke bare drengestreger
Det viser sig heldigvis, at det "bare" er en udendørs vandhane, der står og løber. Huset er derfor ikke vandskadet fra et læk på røret, og det er en lettelse, men snart kommer spørgsmålet snigende: Hvorfor stod vandhanen og løb, når familien ikke har været i huset i nogle måneder?
– Det er sådan en rigtig åndssvag vandhane, så det er ikke sådan en, der lige kan gå op af sig selv, og den står ikke ud til vejen, så jeg har faktisk svært ved at tro, at det skulle være et barn, eller at det er drengestreger eller nytårsløjer, forklarer Christina Als, som synes, at oplevelsen har været meget ubehagelig.