Von der Leyen vil have ny kommission på plads til november

18. SEP 2024 • 13:43UDLAND

Der venter svære høringer i EU-Parlamentet for nye kommissærer. Men der er håb om løsning inden 1. november.

Ursula von der Leyen går efter at have den nye EU-Kommission på plads den 1. november. Det mål er blevet underbygget tirsdag på et møde med de politiske ledere for grupperne i EU-Parlamentet.

Det siger en højtstående embedsmand i EU-Kommissionen.

- Det er muligt, at den nye EU-Kommission kan indlede arbejdet den 1. november.

- Vores ønske er at starte arbejde, så hurtigt som muligt, siger embedsmanden.

Udmeldingen kommer dagen efter at Ursula von der Leyen præsenterede sin ønskede holdopstilling for den nye EU-Kommission.

Det skete, kort efter at hun havde orienteret lederne af de politiske grupper i EU-Parlamentet om sine planer.

På mødet blev der udvist forståelse for, at EU-Kommissionen hurtigt skal på plads, siger den højtstående embedsmand, der udtaler sig på betingelse af anonymitet.

- Forståelsen på mødet tirsdag var, at EU-Parlamentet selvfølgelig skal have mulighed for at gennemføre deres granskning. Men der er en fælles forståelse af, at EU-Kommissionen skal indlede arbejdet så hurtigt som muligt, siger embedsmanden.

Han peger på, at USA skal vælge ny præsident tirsdag den 5. november. Derfor har EU behov for at kunne reagere, hvis Donald Trump eksempelvis vinder valget og ændrer politisk kurs for EU's stærkeste allierede.

De nye EU-kommissærer, herunder Danmarks Dan Jørgensen, ventes i oktober at skulle i høringer i EU-Parlamentet. Først herefter vil parlamentet stemme om, hvorvidt man samlet set kan godkende kommissionen.

Inden høringerne går i gang, vil EU-Parlamentets retsudvalg vurdere eventuelle interessekonflikter hos kandidaterne.

Det sker på baggrund af dokumenter fra EU-Kommissionen om de enkelte kommissærers økonomiske interesser, siger det bulgarske medlem af EU-Parlamentet, Ilhan Kyuchyuk, der leder arbejdet

- Vi venter i øjeblikket på dokumenterne fra EU-Kommissionen. Når vi har dem, vil vi kunne komme med en vurdering i løbet af 24 til 48 timer af alle kandidaterne, siger Ilhan Kyuchyuk.

Han vil ikke vurdere, hvornår de efterfølgende høringer derefter vil gå i gang, fordi dokumenter fortsat ikke er sendt fra EU-Kommissionen.

Efter valget i 2019 faldt tre kommissærer i høringerne. Dermed kan EU-Parlamentet presse EU-landene til at stille med nye kandidater, som så skal igennem høringer.

Hvis den proces kommer til at ramme flere kommissærer, kan høringerne trække ind i november og dermed udskyde den nye EU-Kommissions tiltrædelse til 1. december.

Forud for høringerne er forventningen, at den danske EU-kommissær vil klare frisag i parlamentet.

Dan Jørgensen fik tirsdag af Ursula von der Leyen stillet i udsigt, at han skal være kommissær for energi og boliger. Et område han har erfaring med som minister.

Derudover har Dan Jørgensen selv siddet i EU-Parlamentet i en årrække.

Dermed har han både kendskab til de politiske grupper, der skal godkende ham, og til selve høringerne, som han selv har været involveret i som medlem af parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT