Antonsen kæmper sig videre i dramatisk rutsjetur i Kina

19. SEP 2024 • 12:34SPORT

Anders Antonsen var bagud 0-5 i afgørende sæt, men slog Loh Kean Yew fra Singapore i China Opens anden runde.

Viktor Axelsen faldt allerede i første runde af China Open, men Danmarks næstbedste kort, Anders Antonsen, holder fanen højt i Super 1000-turneringen.

Antonsen vandt torsdag i anden runde over Loh Kean Yew fra Singapore med cifrene 21-12, 9-21, 21-18 efter 1 time og 16 minutter.

Som cifrene antyder, var kampen lidt af en rutsjetur for Antonsen, der lagde godt ud, men siden kom bagud med fem point i tredje sæt, før han sled sig videre alligevel.

Dermed fik Antonsen endelig skovlen under Loh Kean Yew, der havde vundet deres tre seneste indbyrdes kampe.

Faktisk var det Loh, der sidste år gjorde en ende på Antonsens China Open - også ved den lejlighed i anden runde.

Antonsen viste sig fra sin mest tålmodige side fra kampens start og tog gerne de lange dueller for at vinde pointene.

Det gav ham en føring på 3-0, og selv om Loh kom tilbage på 5-5, holdt danskeren sig til sin plan og fik skabt et godt hul ved 12-7.

Loh fik det næsten lukket ved 11-12, men derfra var Antonsen fuldstændig suveræn i sættet.

Danskeren vandt ni af de næste ti bolde og sikrede sætsejren med 21-12.

Loh svarede stærkt tilbage i andet sæt og snuppede de syv første point, og Antonsen virkede ikke interesseret i at kæmpe sin chance i sættet. Han gemte kræfterne til tredje sæt.

Her fik Loh den bedste start ved at komme på 5-0, men Antonsen sled sig tilbage og fik fuld kontakt ved 10-10 efter at have vundet fire bolde i træk.

Herfra var det meget lige, og Antonsen nåede undervejs at tilkalde turneringsdirektøren i utilfredshed over, at han fik et gult kort for at binde sine snørebånd ved 13-13.

Da det hele skulle afgøres, så Antonsen ud til at have flest kræfter i behold, og han spillede de sidste bolde mest kløgtigt. Fra 18-18 vandt danskeren de tre sidste bolde og kunne juble over sejren.

Antonsen har været igennem en turbulent tid, hvor han fyrede sin træner Joachim Persson, da han tog Persson i at spille på en badmintonkamp.

Siden har Anders Antonsen ansat broren Kasper Antonsen som træner i et samarbejde, der begynder i oktober.

Nu venter i første omgang en kvartfinale mod kineseren Weng Hongyang fredag.

Også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er klar til kvartfinalen efter sejr over indoneserne Leo Rolly Carnando og Bagas Maulana med cifrene 21-18, 22-24, 21-18.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT