X omgår med opdatering af app forbud i Brasilien

19. SEP 2024 • 04:03UDLAND

En opdatering af det sociale medie X's app gør det besværligt at opretholde blokeringen af mediet i Brasilien.

Det sociale medie X, som ejes af rigmanden Elon Musk, har gennemført en automatisk opdatering af dets mobilapp, som gør, at det kan omgå Brasiliens forbud mod mediet.

Det siger den brasilianske sammenslutning af internetudbydere, Abrint, onsdag ifølge AFP.

Nogle brasilianske X-brugere kunne derfor onsdag tilgå platformen via mobilappen, selv om Brasiliens højesteret i sidste måned blokerede den sociale medieplatform.

Abrint siger, at opdateringen drejer sig om, at app'en er gået over til en Cloudflare-software, som bruger konstant skiftende IP-adresser.

Det tidligere system brugte specifikke IP-adresser, som fungerede som hjemmeadresser for servere eller computere - og de er ikke så vanskelige at blokere.

Ændringerne i opdateringen "gør blokering af app'en meget mere kompliceret", siger Abrint.

Mange af de dynamiske IP-adresser "deles med andre lovlige internettjenester, såsom banker og store internetplatforme".

- Det gør det umuligt at blokere en IP-adresse, uden at det har indflydelse på andre tjenester, lyder det videre.

X siger selv, at gendannelsen af dets tjenester i Brasilien er "utilsigtet og midlertidig".

- For fortsat at levere optimal service til vores brugere, skiftede vi netværksudbydere. Denne ændring resulterede i en utilsigtet og midlertidig gendannelse af adgangen til de brasilianske brugere, siger virksomheden i et opslag på X.

Striden mellem den brasilianske højesteretsdommer og den amerikanske mangemilliardær og iværksætter Elon Musk har stået på i flere måneder.

X lukkede allerede før blokeringen af platformen sit kontor i Brasilien som følge af et juridisk slagsmål om platformens rettigheder og ansvar.

X fulgte ikke domstolens ordre om at blokere visse konti og profiler, der beskyldes for at sprede misinformation og hadsk tale.

Den sociale platform beskyldte herefter højesteretsdommer Alexandre de Moraes for at ville tvinge den til at udøve censur.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT