Japansk selskab undersøger meldinger om eksploderet udstyr i Libanon

19. SEP 2024 • 04:49UDLAND

20 personer er dræbt i eksplosioner i kommunikationsudstyr, som blev købt samtidig med personsøgere.

Det japanske selskab Icom Inc, som producerer kommunikationsudstyr, undersøger meldinger om, at udstyr med dets logo er blandt det, der er eksploderet i Libanon.

Det siger selskabet torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kommunikationsudstyr ejet af medlemmer af Hizbollah eksploderede onsdag flere steder i Libanon.

20 personer blev dræbt i eksplosionerne, og mere end 450 er såret. Det oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge Reuters.

Onsdagens eksplosioner skete, efter at et stort antal personsøgere eksploderede tirsdag i Libanon. Her blev 12 personer dræbt, og omkring 2800 blev såret ifølge landets sundhedsminister.

I onsdagens eksplosioner er der ikke tale om personsøgere, men derimod håndholdte radioer eller walkie-talkies.

Kommunikationsudstyret blev indkøbt af Hizbollah for fem måneder siden. Omtrent samtidig blev personsøgerne indkøbt, skriver Reuters.

Fra den militante bevægelse har det tidligere lydt, at det er Israel, der står bag de eksploderende personsøgere tirsdag. Israel har ikke udtalt sig om sagen.

Efter eksplosionerne tirsdag, hvor 12 personer - herunder to børn - blev dræbt, svor Hizbollah at hævne sig på Israel.

Imens spændingerne i Mellemøsten intensiveres skal embedsmænd fra USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien torsdag mødes i Paris, før FN's Sikkerhedsråd holder møde fredag. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, vil støde til, efter at han har diskuteret en mulig aftale om våbenhvile i Gaza i Egyptens hovedstad, Kairo.

Det Hvide Hus har advaret alle parter i konflikten mod "enhver form for eskalering".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT