Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere

19. SEP 2024 • 12:24ERHVERV/POLITIK

I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pension uden at blive konkret.

Stående i fagbevægelsens hule lover statsminister Mette Frederiksen at slå en ny, beskyttende ring om de danske lønmodtageres pension.

Dermed binder hun sig yderligere til løftet om at sætte en stopper for den automatiske stigning i pensionsalderen for alle grupper.

- Vi skal være et Danmark, hvor man kan se frem til en retfærdig pensionsalder.

- Vi kan ikke blive ved med at sige, at man bare skal arbejde et år til, og et år til, og et år til - vel vidende, at nogen på den konto ikke får den alderdom, I har fortjent.

Udtalelserne falder i Mette Frederiksens tale til Lønmodtagernes Topmøde, som Fagbevægelsens Hovedorganisation arrangerer torsdag.

Her skildrer statsministeren, at tiderne med høj beskæftigelse og lav arbejdsløshed er historisk gode.

Men det næste skridt er at gøre godt bedre.

Derfor vil regeringen tage fat på det nære familie- og arbejdsliv i højere grad.

- Vi vil gerne være et Danmark, hvor folk har lyst til at få børn. Hvor man kan få hjælp, hvis biologien driller, og man kan se på, om der kan findes en bedre balance mellem arbejdsliv og familie, siger Mette Frederiksen

Hun fremhæver, at Socialdemokratiet allerede for fire år siden slog en ring om de mest nedslidte arbejdere med Arne-pensionen.

Det skal følges op med en ny reform af pensionen.

- Jeg synes, at tiden er kommet til at slå den næste beskyttelsesring, og derfor har vi åbnet for samtalen om danskernes pensionsalder.

I august åbnede Mette Frederiksen en ny, omfattende debat om den danske pensionsalder, da hun i et interview med Berlingske varslede, at Socialdemokratiet ikke nødvendigvis vil fortsætte med at stemme for en automatisk stigning i pensionsalderen.

Partiet vil gå med til at hæve den til 70 år, hvilket vil blive vedtaget næste år.

Men derefter skal der ifølge Mette Frederiksen ses på en differentiering af pensionsalderen, så udsatte arbejdsgrupper ikke skal få et længere og længere arbejdsliv.

Meldingen førte til uenighed i regeringen om, hvorvidt en sådan beslutning skal træffes nu - eller om den kan vente til efter et valg, som Mette Frederiksen havde tænkt sig.

Debatten i regeringen er landet på, at eksperter skal skabe et opdateret vidensgrundlag for pensionssystemet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT