To børn er blandt 12 dræbte efter eksplosioner i personsøgere

18. SEP 2024 • 13:15UDLAND

Hizbollah og Libanon beskylder Israel for at stå bag dødelige eksplosioner. Israel har ikke udtalt sig.

Dødstallet stiger til 12, efter at tusindvis af personsøgere tilhørende Hizbollah-medlemmer eksploderede tirsdag.

Det oplyser Libanons sundhedsminister, Firass Abiad, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de dræbte er to børn, siger ministeren.

Tidligere har sundhedsministeren sagt, at der var ni dræbte. Tusindvis er blevet såret. Ifølge ministeren drejer det sig om mellem 2750 og 2800 personer.

Det er endnu ikke officielt bekræftet, hvad der førte til eksplosionerne. Israel, som ifølge nogle medier stod bag, har ikke udtalt sig om sagen.

De mange eksploderede personsøgere var et hidtil uset hul i sikkerheden hos den militante og politiske libanesiske bevægelse Hizbollah.

Flere medier - herunder The New York Times og Reuters - har berettet, at personsøgerne kom fra selskabet Gold Apollo.

Før personsøgerne blev afsendt, skal Israel have sørget for, at der blev placeret sprængstof i dem, siger unavngivne kilder til de to medier.

Gold Apollo har dog sagt, at det var et selskab ved navn BAC, der producerede personsøgerne.

Hizbollah har sagt, at bevægelsen vil hævne eksplosionerne.

- Vi ser den israelske fjende som fuldstændig ansvarlig for dette kriminelle angreb, har Hizbollah ifølge nyhedsbureauet AFP sagt i en meddelelse.

Eksplosionerne ramte især de steder, hvor Hizbollah står stærkt. Det gælder i det sydlige Beirut samt øst- og sydpå i Libanon.

Den militante og politiske bevægelses leder, Hassan Nasrallah, skal tale klokken 16.00 onsdag.

Der har fra flere sider været fordømmelser af angrebet. Blandt andre EU's udenrigschef, Josep Borrell, udtrykker sig kritisk.

- Selv om disse angreb lader til at have været målrettede, var der omfattende, vilkårlige følgeskader blandt civile og børn, siger han ifølge AFP.

- Jeg anser denne situation for at være ekstremt bekymrende. Jeg kan kun fordømme disse angreb, som sætter Libanons sikkerhed og stabilitet i fare og øger risikoen for optrapning i regionen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT