Nye eksplosioner i kommunikationsudstyr rammer Libanon

19. SEP 2024 • 00:04UDLAND

20 personer er dræbt i eksplosioner i kommunikationsudstyr, som blev købt samtidig med personsøgere.

Kommunikationsudstyr ejet af medlemmer af Hizbollah er onsdag eksploderet flere steder i Libanon.

Det oplyser flere kilder til nyhedsbureauet AFP.

20 personer er blevet dræbt i eksplosionerne, og mere end 450 er sårede. Det oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge Reuters.

Eksplosionerne sker, efter at et stort antal personsøgere eksploderede tirsdag i Libanon, og hvor 12 blev dræbt og omkring 2800 ifølge landets sundhedsminister blev såret.

I onsdagens eksplosioner er der ikke tale om personsøgere, men derimod walkie-talkies, skriver AFP. Nyhedsbureauet har oplysningerne fra en kilde tæt på Hizbollah og fra redningsfolk.

Nyhedsbureauet Reuters beskriver kommunikationsudstyret som håndholdte radioer.

Eksplosionerne er blandt andet sket i regionen Bekaa, hvor flere er blevet såret. Oplysningen kommer fra et statsligt nyhedsbureau.

Bekaa ligger omkring 30 kilometer øst for Libanons hovedstad, Beirut, hvor der også er meldinger om eksplosioner.

Mange af de sårede har fået skader i maven og på hænderne.

Kommunikationsudstyret blev indkøbt af Hizbollah for fem måneder siden. Omtrent samtidig blev personsøgerne indkøbt, skriver Reuters.

Mindst en af eksplosionerne onsdag skete nær en begravelse af personer, der blev dræbt tirsdag. Det var Hizbollah, der havde arrangeret begravelsen.

Fra den militante bevægelse har det tidligere lydt, at det er Israel, der stod bag de eksploderende personsøgere tirsdag.

Også avisen The New York Times og Reuters har tidligere beskrevet, at Israel stod bag. Landet havde ifølge medierne sørget for at få placeret sprængstoffer i personsøgerne, før de blev leveret til Hizbollah.

Israel har ikke udtalt sig om sagen.

Efter eksplosionerne tirsdag, hvor 12 personer - herunder to børn - blev dræbt, svor Hizbollah at hævne sig på Israel.

Bevægelsen har onsdag eftermiddag sagt, at den har affyret raketter mod Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT