Hizbollah hævder at have angrebet efterretningsbase i Tel Aviv

22. OKT 2024 • 08:38UDLAND

Konflikten mellem Israel og Hizbollah fortsætter på dagen, hvor USA's udenrigsminister kommer til Mellemøsten.

Den militante shiamuslimske bevægelse Hizbollah siger, at den tirsdag har angrebet to mål i forstæder til byen Tel Aviv, herunder en efterretningsbase.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En "salve af raketter" blev affyret mod "Glilot-basen for den militære efterretningsenhed 8200", lyder det fra den Iran-støttede gruppe.

Mandag aften hævdede Hizbollah at have udført lignende angreb i samme område.

Ifølge den israelske hær (IDF) lød der tidligere tirsdag sirener i det centrale Israel, da et projektil krydsede den israelsk-libanesiske grænse og faldt ned i åbent land. Det skriver Reuters.

Der lød alarmer i bjergregionen Samaria øst for Tel Aviv og i området Modi'in Illit midt mellem Jerusalem og Tel Aviv, fortæller IDF.

Angrebet finder sted på dagen, hvor den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ankommer til Israel med det formål at genoplive forhandlingerne om en våbenhvile i Gaza.

Det bliver Blinkens første stop på en ugelang tur i Mellemøsten, hvor han også kommer forbi Jordan og Doha i Qatar.

Mandag lød det ifølge Reuters fra forsvarsminister Lloyd Austin, at USA's avancerede missilforsvarssystem er ankommet til Israel og nu er "på plads". Det er efter sigende en opgradering af Israels allerede effektive luftforsvar.

Israels luftforsvar har nedskudt langt de fleste missiler og droner, der er blevet affyret mod landet siden starten på Gaza-krigen mod den militante palæstinensiske gruppe Hamas 7. oktober 2023.

Konflikten mellem Israel og Hizbollah brød ud 8. oktober, da gruppen begyndte at affyre raketter mod det nordlige Israel i solidaritet med Hamas.

Konflikten er intensiveret de seneste uger, hvor Israel har bombet det sydlige Libanon, Beiruts sydlige forstæder og Bekaadalen. Israel har også dræbt mange af Hizbollahs topledere samt sendt tropper ind på den libanesiske landjord.

Hizbollah har som modsvar sendt raketter dybere ind i Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT