Fem dræbt i russiske angreb på ukrainske regioner

22. OKT 2024 • 12:05UDLAND

Regionen Sumy ligger ved grænsen til Rusland og har været udsat for bombardementer siden krigens begyndelse.

Tre personer - heriblandt et barn - er natten til tirsdag blevet dræbt i russiske bombardementer i den nordukrainske region Sumy, hvor Rusland har intensiveret luftangrebene de seneste måneder.

Det oplyser unavngivne ukrainske embedsmænd tirsdag.

Over 20 iranskdesignede angrebsdroner blev skudt ned over regionen. I alt 60 blev opdaget i det ukrainske luftrum, og 42 blev ødelagt, lyder det fra regionens myndigheder.

I tillæg til det er to personer blevet dræbt, og én er såret, under russisk beskydning af den østlige by Myrnohrad. Det oplyser beredskabstjenesterne i den østlige Donetsk-region, hvor russiske styrker er på vej frem.

Byen Sumy grænser op til Rusland og ligger omkring 132 kilometer fra Kursk i Rusland, hvor ukrainske tropper i august indledte en større offensiv.

Sumy har siden krigens begyndelse i 2022 været udsat for vedvarende bombardementer. Da krigen begyndte, erobrede russiske styrker kortvarigt dele af industriområdet, før de blev trængt tilbage.

Den ukrainske operation i Kursk er en del af en bredere køreplan for at afslutte Ruslands invasion af Ukraine, har præsident Volodymyr Zelenskyj for nylig skitseret.

Tirsdag er en person også blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb på den russiskbesatte by Energodar, oplyser Yevgeny Balitsky på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Han er indsat af Kreml som leder af regionen Zaporizjzja, hvori Energodar ligger.

Energodar er hjemsted for Europas største atomkraftværk.

- En mand født i 1957, som arbejdede på en tankstation, er død af granatsplinter, lyder det fra Balitsky.

Balitsky oplyser ikke, om manden er russer eller ukrainer.

Rusland og Ukraine beskylder jævnligt hinanden for at krænke sikkerheden på atomkraftværket i Energodar.

Den russiskindsatte leder af værket udtaler, at sikkerheden ikke er på spil, og at værket fungerer som normalt.

Rusland gør krav på Zaporizjzja-regionen som sin egen, selv om det ikke kontrollerer hele området.

Det Internationale Atomagentur, IAEA, har gentagne gange opfordret til tilbageholdenhed i området og udtalt, at det frygter, at hensynsløse militære handlinger kan udløse en større atomulykke på værket.

/ritzau/afp/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT