Et barn er blandt 13 døde i israelske angreb i Beirut

22. OKT 2024 • 10:46UDLAND

Libanons sundhedsministerium opjusterer antallet af døde i israelske angreb i Beirut natten til tirsdag.

Mindst 13 mennesker er dræbt, og 57 er såret i et israelsk angreb natten til mandag nær et hospital i det sydlige Beirut.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge AFP.

Det er en opjustering af det oprindelige antal dræbte mandag, hvor det lød, at fire var dræbt i angrebet.

Et barn er blandt de dræbte.

Angrebet fandt sted nær Hariri-hospitalet, der er Libanons største offentlige hospital. Det ligger et par kilometer fra Beiruts bymidte, lyder det fra Sundhedsministeriet.

Det israelske militær oplyser tirsdag, at det i løbet af natten har ramt flere af Hizbollahs våbenlagre og kommandocentre, herunder en vigtig flådebase i Beirut.

- Blandt målene i Beirut var en central base for Hizbollahs flådeenhed, hvor Hizbollah opbevarede militære speedbåde, et træningscenter og et område til at udføre eksperimenter, lyder det i en udtalelse fra militæret.

Militæret bekræfter, at det i angrebet ramte et "mål nær hospitalet", skriver Reuters.

Det oplyser også, at hospitalet ikke var mål for angrebet, og at det "ikke blev berørt af angrebet", lyder det i en udtalelse.

Israel har intensiveret sine angreb i Libanon den seneste måned, fordi Israel er i konflikt med den militante shiamuslimske bevægelse Hizbollah, der holder til i Libanon.

Konflikten begyndte 8. oktober, da Hizbollah i solidaritet med den palæstinensiske milits Hamas begyndte at sende missiler ind over grænsen til Israel. Hamas angreb Israel 7. oktober.

Begge grupper er støttet af Iran.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, er tirsdag landet i Israel, hvor han skal diskutere muligheden for en våbenhvile med premierminister Benjamin Netanyahu.

Han fortsætter onsdag til Jordan og rejser senere til Qatar. Turen kommer til at vare en uge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT