Modi og Putin omfavner hinanden på møde i Kasan

22. OKT 2024 • 14:09UDLAND

På BRIKS-møde mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har indiske Modi og russiske Putin snakket.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ser positivt på Ruslands "strategiske partnerskab" med Indien.

Sådan sagde Putin tirsdag under en samtale med Indiens premierminister, Narendra Modi, på første dag af BRIKS-mødet i Kasan i Rusland.

- De russisk-indiske forbindelser har karakter af et særligt privilegeret strategisk partnerskab og fortsætter med at udvikle sig aktivt, lød det fra Putin til Modi under samtalen.

De to blev filmet give hinanden hånden og omfavne hinanden.

Modi sagde under samtalen, at han ønsker en hurtig tilbagevenden til fred i Ukraine.

- Vi mener, at stridighederne kun bør løses på en fredelig måde. Vi støtter fuldt ud bestræbelserne på hurtigt at genoprette fred og stabilitet, sagde han og understregede, at Rusland og Indien er i "konstant kontakt om konflikten mellem Rusland og Ukraine".

BRIKS-mødet afholdes fra den 22. til 24. oktober 2024 i Kasan i Rusland. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika er inviteret.

Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, aflyste sin planlagte rejse til topmødet i sidste øjeblik efter at have fået en hovedskade, der forårsagede en mindre alvorlig hjerneblødning.

USA afviser idéen om, at BRIKS kan blive en "geopolitisk rival". Det har dog udtrykt bekymring for, at Rusland spiller med sine diplomatiske muskler, mens krigen i Ukraine raser.

Moskva er gået støt frem på slagmarken i det østlige Ukraine i år og har samtidig styrket sine bånd til Kina, Iran og Nordkorea, der alle er USA's modstandere.

Ved at samle BRIKS-gruppen i Kasan vil Kreml vise, at Rusland ikke kun står alene, men også har partnere og allierede, vurderer den politiske analytiker Konstantin Kalachev ifølge AFP.

Putin skal mødes individuelt med Modi og den kinesiske præsident, Xi Jinping, samt lederne af Sydafrika og Egypten tirsdag.

Onsdag skal han tale med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Irans præsident, Masoud Pezeshkian.

/ritzau/afp/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT