33 svenske kvinder har fået fjernet livmoderen uretmæssigt

22. OKT 2024 • 14:10UDLAND

På grund af celleforandringer fik 33 kvinder fjernet deres livmoder, men diagnosen var forkert.

33 svenske kvinder har uretmæssigt fået fjernet livmoderen, skriver det svenske medie SVT.

Det fortæller Akademiska Sjukhuset i Uppsala tirsdag, der har indkaldt til pressemøde.

Der er tale om kvinder i alderen 38 til 85 år.

Kvinderne fik fjernet deres livmoder på grund af celleforandringer. Diagnoserne viste sig dog nu at være fejlagtige, oplyser sygehuset.

- Vi beklager dybt, det der er sket. At fjerne en livmoder er en større operation. Det burde ikke være sket, og vi undskylder over for de kvinder, det er gået ud over. De har vores fulde opbakning, siger Johan Lundegård, overlæge ved Akademiska Sjukhuset, ifølge SVT.

Sygehuset vurderer, at fejloperationerne har fundet sted i 2023 og frem til april 2024.

Sygehuset vil dog følge op og undersøge ældre sager for at være sikker.

- Vi forstår, at det ikke kun vækker bekymring for de berørte patienter, men også for andre, der tidligere har fået diagnosen og spekulerer på, om det samme kan være sket for dem. Om de er blevet opereret på et forkert grundlag, siger leder af afdelingen for kvindesygdomme Gudlaug Sverrisdottir.

- De er velkomne til at kontakte os med deres spørgsmål, tilføjer hun.

Kvinderne fik besked om fejlen i går via telefon og brev, skriver sygehuset i en pressemeddelelse.

Fejlen viste sig, efter at sygehuset gennemførte en granskning af sagen.

Sygehuset påbegyndte undersøgelsen, efter at afdelingen for kvindesygdomme påviste en uforklarlig øgning i antallet af celleforandringer.

Sygehuset har sammen med specialister fra andre laboratorier vurderet de vævsprøver, der lå til grund for beslutningen.

Resultaterne viser systematiske overdiagnosticeringer.

Celleforandringer er forstadiet til livmoderhalskræft.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT