52-årig kvinde tiltalt for folkedrab ved svensk retssag

19. SEP 2024 • 15:03UDLAND

Kvinder og børn blev i Syrien holdt som slaver og udsat for slavehandel og sexslaveri.

En 52-årig kvinde i Sverige er torsdag blevet tiltalt for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og grove krigsforbrydelser.

Retssagen mod hende er den første, hvor Sverige fører sag om folkedrabet på den religiøse minoritet yazidierne i Irak.

Det er også første gang, at der i Sverige er rejst tiltale mod en person for forbrydelser mod menneskeheden.

Efterforskningen af sagen gælder Islamisk Stats angreb på yazidier i Irak i august 2014, hvor et stort antal yazidier blev dræbt og tusindvis af kvinder og børn blev taget til fange og ført til områder i Syrien, som var underlagt Islamisk Stat.

Kvinder og børn blev i Syrien holdt som slaver og udsat for slavehandel sexslaveri, tvangsarbejde og frihedsberøvelser.

- Den yazidiske folkegruppe blev forsøgt udslettet i industriel skala, siger Reena Devgun, senioranklager, som har ledet forberedelserne til retssagen.

Den 52-årige kvinde er tiltalt for sammen med andre at have købt og betalt kvinder og børn i årene 2014-2016 i sin bolig i Raqqa i Syrien. Hun behandlede dem som slaver og udsatte dem på mange måder for en umenneskelig behandling ifølge anklageskriftet.

Kvinden, som tog sine børn med til Syrien, nægter sig skyldig i alle de anklager, som er rejst mod hende.

Hun har selv hævdet, at hun blev narret af børnenes far, men tingsretten - svarende til byretten i Danmark - i Stockholm fandt, at både kvinden og hendes mand tilhørte et sektlignende islamistisk miljø, som førte væbnet kamp.

Kvinden har hævdet, at hun ikke var klar over, at sønnen kunne bruges som soldat, og at hun ikke havde mulighed for at forhindre det, eftersom mænd bestemte alt i Syrien.

Retssagen begynder i oktober og ventes at vare 30 dage.

Kvinden er fra det vestlige Sverige og blev i marts 2022 idømt seks år fængsel for grove krigsforbrydelser og grove brud på folkeretten, fordi hun tog sin dengang tolvårige søn med til Syrien, hvor han var barnesoldat for IS. Drengen blev dræbt, da han var 16 år.

Islamisk Stat (IS) kæmper for et islamisk kalifat i Mellemøsten. Bevægelsen opstod af sunnimuslimske oprørsgrupper, efter at USA og Storbritannien gik ind i Irak i 2003.

IS er på EU's terrorliste. Gruppens forbrydelser mod yazidierne er veldokumenterede, og FN-rapporter har konkluderet, at organisationen har begået folkedrab mod yazidierne.

Retssagen begynder i oktober og ventes at vare 30 dage.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT