14 personer anholdt for at påsætte dødelige skovbrande i Portugal
Portugisiske skovbrande har dræbt mindst syv personer. Nu er 14 personer anholdt for brandstiftelse.
Portugals politi har anholdt 14 personer, som er mistænkt for at have påsat de mange dødelige skovbrande, der har hærget landet den seneste uge.Det skriver Reuters.
Mindst syv mennesker er døde i brandene, som har ødelagt huse, fabrikker og titusindvis af hektar skov.
Ifølge politiet har de 14 formodede brandstiftere bidraget til brandrisikoen. Den er også kommet som følge af klimaforandringer samt færre beboere i de portugisiske landdistrikter.
Landets premierminister, Luis Montenegro, har lovet en lav tolerance over for den slags forbrydelser, der er "begået i særlige interessers navn". Han uddybede ikke yderligere, hvad disse interesser kunne være.
Reuters har talt med en ekspert på området. Det er Salvador Pinho Ferreira de Almeida, der er professor på Lusofona Universitet med speciale i civilbeskyttelse.
Ifølge ham viste skovbrandene tydelige tegn på kriminel aktivitet. Mange af brandene er nemlig begyndt om natten.
- Det er meget bizart at se så mange skovbrande på så stort et område, sagde han.
Torsdag har brandfolkene fået kontrol over de fleste af skovbrandene i Portugals nordlige del.
Kun to af de større brande er fortsat i gang torsdag aften. Det fortæller den nationale chef for civil beskyttelse, Andre Fernandes, på et pressemøde, skriver Reuters.
Brandfolkene føler sig overbevist om, at de sidste brande vil komme under kontrol i løbet af fredag, lyder det.
Flere tusinde beredskabsfolk har kæmpet mod brandene i de seneste dage.
Onsdag var der 3900 brandmænd sat ind fordelt på 42 forskellige skovbrande.
Det er ikke første gang, at Portugal har problemer med skovbrande.
Et studie har undersøgt skovbrande i Portugal i 2017. Det viser, at ildspåsættelse var årsag til næsten 36 procent af de skovbrande, der dræbte 45 mennesker i oktober 2017.
/ritzau/