Eksperter vil tilføje hjertesvigt til Wegovys indlægsseddel

19. SEP 2024 • 22:43ERHVERV/POLITIK

Ekspertpanel under EU's lægemiddelagentur anbefaler, at man udvider indlægssedlen for Wegovy.

Det skal fremover fremgå af Wegovys indlægsseddel, at fedmemidlet virker mod symptomer på hjertesvigt.

Det mener et ekspertpanel under Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Det skriver finansmediet MarketWire.

Ekspertpanelet har torsdag anbefalet, at man udvider indlægssedlen for den populære Novo Nordisk-medicin.

Foruden hjertesvigt mener eksperterne også, at det skal fremgå, at patienters motoriske funktioner kan blive bedre ved at tage Wegovy.

Det gælder både for personer med og uden diabetes, som medicinen oprindeligt blev udviklet til.

I en selskabsmeddelelse torsdag aften lyder det fra Novo, at en udvidet indlægsseddel vil betyde, at svært overvægtige får bedre muligheder for behandling.

Tidligere er indlægssedlen blevet udvidet med data om reduceret risiko for hjerteanfald og slagtilfælde hos overvægtige mennesker med en hjerte-kar-sygdom.

Også i USA, som er et stort marked for danske Novo, har man udvidet, hvad Wegovy kan bruges til.

I marts blev indlægssedlen således opdateret, så der står, at fedmemedicinen kan forebygge hjerte-kar-sygdomme.

Det skete efter en godkendelse fra FDA, som er USA's styrelse for fødevarer og lægemidler.

Ifølge FDA ville den nye beskrivelse af Wegovy få stor betydning. Langt flere amerikanerne ville kunne få dækket omkostningerne til medicinen af deres forsikring, lød det.

Med den nye anbefaling fra ekspertpanelet er vejen banet for, at indlægssedlen endnu en gang kan blive udvidet i EU.

Før det sker, skal både EMA og også EU-Kommissionen godkende det.

I Danmark skal man som udgangspunkt selv betale for Wegovy.

Medicinen bruges som et middel til vægttab for overvægtige, der har et BMI over 30.

Også personer med et lavere BMI kan få udskrevet Wegovy hos en læge. Det kræver, at de for eksempel har diabetes eller forhøjet blodtryk.

BMI beskriver sammenhængen mellem en persons højde og vægt. Tallet bruges til at indikere, om personen er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT