Hizbollah-leder: Detonerede personsøgere var historisk angreb
Det var et "historisk stort slag", som ramte Hizbollah tirsdag, siger leder af bevægelsen og beskylder Israel.
Det var et historisk stort angreb på Hizbollah, da personsøgere og walkie-talkier tirsdag og onsdag detonerede, mens de blev brugt af Hizbollah-agenter i Beirut i Libanon.Det udtaler generalsekretæren og lederen af den militante shiamuslimske bevægelse Hizbollah, Hassan Nasrallah, i en tale torsdag eftermiddag.
Han kalder eksplosionerne for "massakrer", som havde til formål at "dræbe 4000 mennesker på ét minut".
Han beskylder Israel for at stå bag eksplosionerne og udtaler, at landet har "krydset en grænse" ved at detonere tusindvis af personsøgere.
- Der er ingen tvivl om, at vi har været udsat for et stort sikkerhedsmæssigt og humanitært slag, som er uden fortilfælde i vores historie.
- I martyrernes og de såredes navn vil vores modsvar blive, at Libanon-fronten ikke vil stoppe, før aggressionen mod Gaza stopper, uanset hvilke ofre vi skal bringe, siger han.
Hizbollah betragter angrebet som "en krigserklæring", siger han videre.
Mens Hassan Nasrallah talte, kunne man høre enorme brag fra israelske jetfly, der gennembrød lydmuren over den libanesiske hovedstad, Beirut, oplyser et vidne.
Libanesiske indbyggere er i forvejen nervøse, efter at Hizbollah-agenters personsøgere tidligere på ugen eksploderede i hele landet. 37 personer er døde, og 2900 er såret, har Libanons sundhedsminister meddelt.
Den israelske hær (IDF) bekræftede kort før den planlagte tale klokken 16, at den torsdag har angrebet Hizbollah-mål i Libanon.
Angrebene har til formål "at nedbryde Hizbollahs terrorkapacitet og infrastruktur", lød det i et opslag på X.
Senere torsdag skrev IDF på X, at omkring 30 af Hizbollahs affyringsramper og anden "infrastruktur" blev ramt.
Hassan Nasrallah udtalte, at "angrebene tirsdag og onsdag vil blive mødt af en passende straf".
Israel har hverken be- eller afkræftet at stå bag detoneringerne, men adskillige sikkerhedskilder har udtalt, at de er blevet udført af landets spiontjeneste, Mossad.
Torsdag har libanesiske myndigheder konkluderet, at de personsøgere og walkie-talkier, der detonerede tirsdag og onsdag i Libanon, blev udstyret med eksplosive stoffer, inden de ankom til Libanon.
Myndighederne fastslog desuden, at detoneringerne kunne finde sted, fordi der blev sendt "elektroniske beskeder" til enhederne. Der blev altså sendt en besked til hver enkelt personsøger eller walkie-talkie, som endte med at detonere.
/ritzau/Reuters/