Danmark får kritik i EU-Parlamentet for fængsling af hvalaktivist

19. SEP 2024 • 16:32UDLAND

En række politiske grupper i EU-Parlamentet kritiserer Danmark for fængslingen af miljøaktivisten Paul Watson.

Miljøaktivisten Paul Watson bør løslades frem for at blive udleveret til Japan.

Det var torsdag budskabet fra en række medlemmer af EU-Parlamentet.

Under en debat om Danmark og Grønlands fængsling af den 73-årige Paul Watson gik især parlamentarikere fra venstre side af salen på talerstolen for at forsvare den canadiske aktivist.

- Den danske regering må lytte nu. Hele verden holder øje med Danmark, som aldrig bør udlevere Paul Watson til Japan, siger medlem af EU-Parlamentet Emma Fourreau fra det venstreorienterede franske parti La France Insoumise.

Men også store politiske grupper som den socialdemokratiske S&D-gruppe, som regeringspartiet Socialdemokratiet er medlem af, og Renew-gruppen, som regeringspartierne Venstre og Moderaterne er medlemmer af, er kritiske.

- Paul Watson er en miljøaktivist, som fordømmer handlinger, der er imod international miljøret og EU-ret.

- Vi har i årevis arbejdet for at beskytte miljøaktivister og whistleblowers. Vi må sikre, at sådanne ting ikke foregår i Europa, siger spanske Leire Pajín fra S&D-gruppen.

En dommer ved Retten i Grønland har forlænget fængslingen af Paul Watson til 2. oktober. Watson har været tilbageholdt i Grønland siden slutningen af juli, hvor han blev anholdt, da han gik fra borde i havnen i Nuuk.

Han blev anholdt på baggrund af en international arrestordre fra Japan. Landet ønsker ham udleveret og retsforfulgt på grund af en hændelse i Antarktis i 2010.

Japanske myndigheder mener, at han overfaldt japanske hvalfangere, der var i færd med at fange og dræbe hvaler, og forhindrede dem i deres foretagende.

Han er også sigtet for medvirken til at have gjort skade på en person.

Watson nægter sig skyldig.

Trods anklagerne fra Japan sluttede flere medlemmer af EU-Parlamentet deres taler med ordene: "Frigiv Paul Watson".

De mener, at den aldrende miljøaktivist risikerer 15 års fængsel i Japan og dermed at dø i et japansk fængsel.

Det er Justitsministeriet i Danmark, der skal afgøre, om der kan ske udlevering af Watson.

Også SF's Rasmus Nordqvist og Enhedslistens Per Clausen gik på talerstolen med opfordringer til at frigive Paul Watson.

EU-kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides, undlod direkte at kritisere Danmark i sit indlæg. Men hun understregede, at EU generelt arbejder for at beskytte miljøaktivister, journalister og whistleblowers.

- Et sundt miljø er en menneskerettighed. Det betyder, at borgere, der kæmper for miljøet, også kan være forsvarere af menneskerettighederne.

De fortjener vores beskyttelse, siger Stella Kyriakides.

Danmark har dog højlydt opbakning fra et hjørne af EU-Parlamentet til en eventuel udlevering.

Det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) betegner Paul Watson som en "økoterrorist", der kan sammenlignes med Osama bin Laden, som stod bag terrorangrebet i USA 11. september 2001. Derfor bør han udleveres, mener AfD.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT