EU-lande får milliarder i håndsrækning efter oversvømmelser

19. SEP 2024 • 20:07UDLAND

Kommissionsformand kalder det hjerteskærende at se ødelæggelser fra storm, der har ramt flere EU-lande.

EU vil med ti milliarder euro give en hjælpende hånd til de europæiske lande, der er blevet ramt af alvorlige oversvømmelser som følge af stormen Boris.

Det oplyser kommissionsformand Ursula von der Leyen torsdag på et pressemøde i den polske by Wroclaw.

Her har hun mødtes med ledere fra flere af de berørte lande.

De ti milliarder euro svarer rundt regnet til 75 milliarder kroner.

De kommer fra EU's samhørighedsfond, siger von der Leyen.

Midlerne fra fonden bruges normalt til udvikling i en række lande, som har et lavere bnp per indbygger end gennemsnittet i EU.

- I første omgang er det muligt at mobilisere ti milliarder euro fra samhørighedsmidlerne til de lande, der er påvirket. Det er en nødreaktion, siger kommissionsformanden.

Hun siger videre, at det har været hjerteskærende at se de ødelæggelser, som stormen og oversvømmelserne har forårsaget.

Bnp - bruttonationalprodukt - er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

Foruden de midler, der nu sættes af, vil det også være muligt at bruge penge fra EU's solidaritetsfond til at genopbygge efter ødelæggelserne, siger Ursula von der Leyen.

Hun mødtes torsdag med ledere fra Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Østrig. Også Rumænien og Ungarn har været ramt. De to lande var dog ikke repræsenteret ved mødet.

Oversvømmelserne fra stormen Boris' massive nedbør har indtil videre kostet 24 menneskeliv.

I Tjekkiet og Polen er det en af de værste oversvømmelser i årtier. Tusinder er blevet evakueret fra deres hjem i de værst ramte områder.

Under normale omstændigheder skal lande selv investere penge i de projekter, hvor de får midler fra EU's samhørighedsfond.

I dette tilfælde gives pengene fra fonden dog uden kravet om medfinansiering, siger Ursula von der Leyen.

- Det er en ekstraordinær situation, og i ekstraordinære situationer må man gøre ekstraordinære ting, siger hun.

Ifølge klimaforskere kan de mange ekstreme vejrhændelser i nyere tid til dels tilskrives klimaforandringer.

Det ekstreme vejr vil blive mere hyppigt, i takt med at temperaturen på Jorden stiger, siger forskerne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT