Zelenskyj skal møde Harris og Trump ved statsbesøg i næste uge

19. SEP 2024 • 22:17UDLAND

Volodymyr Zelenskyj ventes at skulle møde både Donald Trump og Kamala Harris ved statsbesøg i Washington.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal tale på tomandshånd med den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, når han besøger USA's præsident, Joe Biden, i Washington i den kommende uge.

Han forventes også at skulle møde den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og medlemmer af Kongressen.

Det oplyser Det Hvide Hus.

Besøget finder sted torsdag, hvor Zelenskyj først skal tale til FN's Generalforsamling i New York og sideløbende skal holde en række møder.

Zelenskyj antydede for nylig, at han snart vil skulle møde Biden igen. Han har desuden meddelt, at han ser frem til at præsentere den amerikanske præsident for en plan, der skal sikre Ukraine sejren over Rusland i den nuværende krig.

Den ukrainske præsidents kontor annoncerede også det planlagte besøg torsdag.

Ud over de to præsidentkandidater og Biden skal Zelenskyj mødes med repræsentanter for amerikanske våbenproducenter og energifirmaer.

Biden træder tilbage til januar, hvor han bliver erstattet af enten vicepræsident Kamala Harris eller Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Harris har tilkendegivet, at hun vil videreføre Bidens Ukraine-politik.

Ved en debat mellem de to præsidentkandidater i sidste uge ville Trump ikke svare på, om han mener, at Ukraine skal vinde krigen.

Det er uvist, om Trump vil støtte Ukraine, hvis han vælges som præsident.

Zelenskyjs besøg finder sted, efter at Trump søndag blev udsat for det, som det amerikanske forbundspoliti (FBI) kaldte for et attentatforsøg. Trump blev ikke ramt, men der blev affyret skud i hans nærhed, mens han spillede golf i Florida.

Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, udtalte i kølvandet på episoden, at "det har konsekvenser at lege med ild".

Det er uvist, præcist hvad Peskov mente, men det lader til, at han knyttede sagen sammen med amerikansk støtte til Ukraine.

Den mistænkte for det såkaldte attentatforsøg var Ukraine-aktivist. Han blev pågrebet og anholdt efter episoden.

/ritzau/dpa/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT