Store Svamp, Snork og de andre giver fantasien frit løb i skoven

Det er mange år siden der har været så stor interesse for rollespil på Bornholm, som der er lige nu, hvor op mod 40 børn og unge mødes i skoven en gang om måneden.

Der er stille på skovstierne omkring Onsbæk Blokhus. Et par fugle kvidrer derudaf, og der er både forår og en snert af noget andet i luften. Et par små gutter toner frem på stien i modsat retning.

Deres ansigter er grønne, og de er bevæbnet med et sværd på en halv meter – i den anden hånd holder de begge et rundt skjold. De kigger nysgerrigt på Tidendes udsendte, som er en tur i skoven.

– Gå ned til krydset – så til højre, følg stien og så finder du en base, fortæller de samstemmende. Det er sådan, man finder Store Svamp.

En kvinde i en hvid flagrende skjorte og med langt mørkt hår slutter sig til mig på stien, men da en høj troldmand med langt skæg og en vandrestav i hånden pludselig træder ud på vejen, vælger hun i stedet at følge med ham.

Nu går der to små elverpiger med spidse ører foran. De småsludrer, mens de tripper henad skovstien. Snart forsvinder de ud af syne, og ved siden af stien toner orkbasen frem. Her hænger et par store mørkegrønne vindsejl og skærmer af for nysgerrige blikke. Inde på basen er der vand at drikke, og midt i det hele står to høje pæle med dyrekranier på og får stedet til at se lidt uhyggeligt ud. Godt, at det er fuldt dagslys.

I døråbningen står en fyr med røde aftegninger i ansigtet. Han har ikke set Store Svamp.

– Jeg er elver, fortæller han fortroligt.

– Jeg gennemsøger orkernes base. Men der er ikke rigtig nogle spændende ting, konkluderer han.

Nu lyder der høje råb og skingre skrig et sted i nærheden, og Tidendes udsendte beslutter sig efter lidt ventetid for at forsøge at finde Store Svamp tilbage på kroen.

20-årige Mikkel Randrup er formand for Kompagni Gottheim. Han oplever, at rollespillet giver ham et frirum, der hjælper ham med at koncentrere sig og bede om hjælp, når der er brug for det. Han er nemlig ordblind og har lidt autistiske træk, men det har givet ham ro på at finde et fællesskab i skoven. 

Mere socialt accepteret

Bag dæknavnet Store Svamp finder man 20-årige Mikkel Randrup. Han har spillet rollespil, siden han var 14 år, og udover at være leder for orker og gobliner, så er han også formand for Kompagni Gottheim, som den bornholmske rollespilsforening hedder.

Her dækker et medlemsantal på bare 14 personer over en månedlig aktivitet, hvor op mod 40 børn dukker op og giver fantasien frit spil i en leg, der aldrig ender.

– Jeg begyndte herude i skoven, da jeg var 13 år, og det er virkelig blevet stort siden da, fortæller han.

Han står ganske rigtigt på kroen og rører i en stor metalgryde. De frivillige, der plejer at stå for maden, er nemlig blevet forhindret denne lørdag, og derfor må selve orkernes hersker altså selv gå til gryderne sammen med Emil Nielsen, som for omkring 10 år siden var med til at starte rollespilsforeningen på Bornholm.

– Vi har ikke været så store, som vi er nu, siden 00'erne. Man kan måske sige, at det er blevet mere accepteret at spille rollespil i dag, end det var dengang, og forældrene tager også rigtig godt imod det, forklarer han.

Der er altså ingen følelser i klemme, hvis man automatisk får Rollespilssangen på hjernen, lader han forstå. Selvom Svedbankens sang fra 2003 nok var lidt groft drilleri, så er den nærmest blevet en slagsang i miljøet, griner Mikkel Randrup.

– Jeg spiller rooollespil i den mørke skov, synger han.

– Det er nærmest en joke eller en nationalsang.

31-årige Emil Nielsen, som har spillet rollespil siden han var seks år, mener, at det er blevet mere normalt at spille rollespil i dag end det var i 00'erne, hvor det var mere mærkeligt at slås med sværd i skoven.

– Det er blevet meget mere socialt accepteret at spille rollespil, og der er mange fritidsklubber og ungdomsskoler, der bruger det. På et tidspunkt var det hver femte dansker, der havde prøvet at spille rollespil, forklarer han.

Det billede genkender Mikkel Randrup, som ikke oplever, at der bliver set ned på hans fritidsinteresse, når han er i byen. Han fortæller desuden, at der er kommet en mere lige fordeling mellem drenge og piger, hvor det tidligere har været lidt en "drenge-ting".

Max, Astrid og Marie går i femte klasse på Rønne Privatskole, men en lørdag om måneden maler de sig grønne i ansigtet, tager sværdet i hånden og har det sjovt sammen med at være orker og finde på en skør leg. 

Det er vildt fedt

Der bliver delt kartoffelsuppe og ris ud til alle de fremmødte børn, som for et øjeblik lader våben, fejder og alliancer hvile. En flok sætter sig på en bænk ved bålstedet. Det er Max, Astrid, Marie og Phoebe.

De tre første går i femte klasse på Rønne Privatskole sammen, mens ni-årige Phoebe er her sammen med sin søster.

– Det er sjovt, fortæller Max som det umiddelbare svar på spørgsmålet om, hvorfor de egentlig er taget til rollespil denne lørdag.

Han suppleres af Astrid, som hørte om live-rollespillet gennem sin lillebrors ven.

– Så fortalte han os om det, og vi syntes, det lød spændende, for vi havde allerede nogle sværd i forvejen, som vi tit sloges med, og vi elsker at være udenfor. Og så tænkte vi, at det kunne være noget, og jeg synes, at det er vildt fedt, forklarer hun.

– Så sagde jeg det til Max og Tue, som også er her et sted, og i dag er så første gang, at Marie er med.

De tre klassekammerater spiller orker i spillet, og de synes, det er fedt, at man selv kan lave sin egen historie, og at man bare kan have det sjovt, og den fortælling bakker ni-årige Phoebe op.

– Det er sjovt at være ude og at lære nogle ting, som man ikke lærer ved normale sportsgrene. Det her er ikke en sportsgren, det er mere en leg og noget, jeg ikke kan sætte ord på.

Hun er dog elver, men mens der er frokostpause, går det fint, at hun sidder sammen med orkerne.

Buster og Sebastian kender hinanden fra bordrollespil med ungdomsskolen. 

Plads til at dumme sig

Foreningen Kompagni Gottheim arrangerer rollespil for børn og unge ved Onsbæk Blokhus en gang om måneden, og de oplever, at det tiltrækker mange forskellige slags børn og unge.

– Rollespilsmiljøet er nok et af de mest åbne miljøer, der findes. Der er nultolerance i forhold til at drille og mobbe. Om man går med krykker eller har nogle diagnoser, det betyder ikke noget, fortæller Mikkel Randrup.

– Der er måske mange, der føler, at de ikke har et fællesskab andre steder, og så finder de et fællesskab her. Men vi har også folk, der går til fodbold og håndbold, så det er ikke kun de skæve typer, supplerer Emil Nielsen.

– Men de skæve typer finder måske noget frirum her, gætter han.

I skoven får man nemlig lov til at påtage sig en rolle og være noget, man ikke er til hverdag.

– Dem, der måske ikke har det så godt i klassen, får måske lov til at udleve sig på en anden måde, fordi de påtager sig en rolle. I stedet for at være Mathias på 10 år, der ikke har det så rart i skolen, så kan man være en sej ork, der hedder Kastanje, forklarer Emil Nielsen.

De har oplevet, at der blandt unge, der spiller rollespil, kan være nogle stille typer, som udvikler sig og prøver grænser af. I skoven er der nemlig plads til at dumme sig – faktisk lidt ligesom i alt muligt andet foreningsliv, mener Mikkel Randrup.

9-årige Phoebe er elver. Hun har hørt om rollespillet igennem sin mor, som også spillede rollespil, da hun selv var barn.

Sværd i fødselsdagsgave

Og netop det med, at man bare kan te sig tosset og ikke skal stå på mål for alt, hvad man finder på, det er noget af det, der tiltaler 15-årige Buster ved rollespillet. Han fandt frem til gruppen tilbage i julen og så har han været med hver gang siden.

– Her kan jeg sætte mig selv i en helt anden rolle, end jeg er, forklarer han.

– Jeg kan overspille så meget, jeg vil. Jeg elsker at overspille roller, og her kan man spille en ork, der er stor og dum, men som tænker, at den er virkelig klog, forklarer han.

Han har nemlig spillet teater, siden han var helt lille, men rollespillet adskiller sig fra de skrå brædder ved, at der ikke sidder et helt publikum og forventer noget meget specifikt.

– Her behøver jeg ikke fokusere på at sige de rigtige linjer. Jeg kan bare være denne her karakter og så behøver jeg ikke tænke mere over det.

Ved siden af sidder hans makker – orken Snork – eller Sebastian som han også hedder. Han er 14 år, og han bakker Buster op.

De to har begge fået deres sværd i fødselsdagsgave, og nogle gange har de selv været med i butikken for at købe udstyr til rollespillet. Andre gange er det måske bestilt over nettet eller endda fundet på loppemarked.

– Det er virkelig sjovt, at man kan have noget på, der er så fancy og alligevel skal man slet ikke tænke over det, griner de om deres tøj, som tydeligt viser, at de er orker i den høje ende af hierakiet.

Et par elvere viser vej til orkernes base ude i skoven. 

Et fedt miljø

De deltagende i liverollespillene er både mænd og kvinder, og der er altid en flok voksne med, som får tingene til at ske og som dagen før tager ud og stiller op til lørdagens spil.

Normalt er der en 10-12 voksne, der gør klar, og som står klar til at modtage de første spillere omkring klokken 10 lørdag formiddag. Der bliver både opvarmet og leget eksempelvis capture the flag, inden selve spillet går i gang. Man kan være en del af enten orkerne, elverne eller menneskerne, men hvis man har mod på det, kan man også bare finde på sin egen leg, forklarer Mikkel Randrup.

– Man behøver ikke være med et hold, men hvis du går med lederen, så sørger vi for, at der sker noget omkring dig, og at der er et spil. Men hvis du er ældre, så kan man ofte godt finde ud af at lave sit eget spil, eller måske vil nogle af de små gerne bare være lejesoldater og gå rundt sammen og lave ballade, fortæller han.

Han plejer at kalde det en form for improteater. Man får en karakter, og så skal man finde på resten selv.

– Selvom der er en måned mellem spillene, tillader vi, at der sker noget mellem spillerne i mellemtiden, for ellers bliver det ikke flydende. Og det vigtigste er slet ikke, hvad der sker. Det handler bare om at bruge sin fantasi, og det skal være sjovt for alle.

Netop når det er ungdomsrollespil er det vigtigste faktisk, at vise spillerne, at det er et fedt miljø, så der kommer nye fantasifulde spillere ind i miljøet.

Ida Frendrup er 17 år, og hun har været på rollespilsefterskole. Da hun kom tilbage fra efterskolen fandt hun frem til foreningen på Bornholm, hvor hun har været med siden. 

 

Live-rollespil

Kompagni Gottheim er den bornholmske forening, som arrangerer live-rollespil for børn og unge.

De samarbejder desuden med ungdomsskolen om at lave bordrollespil, men det er en helt anden snak.

I live-rollespillet mødes man en lørdag i hver måned og spiller videre på en igangværende kampagne, som udspringer af Warhammer-universet.

Kampagnen hedder Ved Flodens Bred. Østersøen er floden, og spillerne bor i Hochland, som er et samfund i universet.

Der er orker, mennesker og elvere og hver gang de mødes sker der nye ting med de samme karakterer.

Man har altså det samme navn og den samme karakter hver gang, men karakteren kan udvikle sig fra gang til gang.

Man kan sammenligne live-rollespil med en eventyrfilm eller et improvisationsteater, hvor de samme karakterer er med hver gang, men man ved aldrig, hvad der sker.

Der kan spilles videre på den samme kampagne med de samme karakterer år efter år.

Hvis man dør kan man nogle gange genoplives, og ellers må man finde på en ny karakter.

I ungdomsrollespillet er de vigtigste regler, at man skal bruge sin fantasti og at det skal være sjovt for alle, og så er der sikkerhedsregler i forhold til våbnene.

Man må nemlig ikke slå hårdt, og heller ikke slå i hovedet eller i skridtet.

Nogle gange tager foreningen sammen med ungdomsskolen over for at være med i et stort scenarie, hvor man bliver en del af en enhed med kampe på slagmarken.

Det kan tage en uge eller en weekend, det er meget forskelligt. Ved disse scenarier kan der være alt fra nogle hundreder og op til 1000 deltagere.

I juni har Kompagni Gottheim planlagt et 24-timers rollespil på Bornholm, der går fra den 10.-11. juni.