Hans ni-årige søn elsker nemlig rollespil, og derfor gav det sig selv, at de måtte finde noget, da de flyttede til Bornholm sidste år. Her valgte de desuden, at sønnen skulle hjemmeskoles, og derfor har det været vigtigt med fællesskaber, der kan erstatte det fællesskab, han ikke får i skolen. Rollespillet er blevet et af hans fællesskaber, og det er sjovt som voksen at få et indblik i en anden verden.
– Jeg har ikke prøvet det før, men det er virkelig godt, for man kommer ind i en fatasiverden, hvor folk har nogle roller, og det giver en rigtig god dynamik, fortæller Ajuna Møller.
Fedt at låne udstyr
Tenna Kaczmarek har to døtre på ni og 11 år med til rollespil. Hun har nemlig selv spillet meget, da hun var ung, og hun har slet ikke været i tvivl om, at det var noget for hendes fantasifulde børn. De synes, at det er "meget cool" at prøve rollespillet af.
– Mine piger går på Østerlars Friskole, og den er jo ikke så stor. Så det er også rigtig godt for dem at finde fællesskab gennem fritidsinteresser rundt omkring på øen, forklarer hun.