Flere børn end pladser i børnehave

NOTITS | ABONNENT | 3. DEC 2023 • 14:43
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | ABONNENT
3. DEC 2023 • 14:43

Der er 10 pladser i Børnehuset Svaneredens specialtilbud. Efter nytår er der 12 børn.

Der er flere børn, som har behov for en specialplads i Børnehuset Svanereden i Svaneke, end der er pladser. Børnehusets specialtilbud har 10 pladser, men fra nytår er der 12 børn, som har brug for pasning. Derfor skal børne- og skoleudvalget tage stilling til en midlertidig udvidelse, når det mødes tirsdag.

Børnehuset Svanereden special er regionskommunens pasningstilbud til børn med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som har ret til en specialplads. Der er afsat økonomi til 10 pladser, men der er allerede oprettet en ekstra, midlertidig plads, og i det nye år er der brug for endnu en, så der i alt er 12, fremgår det af dagsordenen.

Den midlertidige udvidelse med to pladser skal gælde fra 1. januar til 1. august, hvor tre af børnene i specialtilbuddet forventes at begynde i skole. Kommunen regner med at kunne finansiere ekstraudgifterne på cirka 300.000 kroner indenfor den eksisterende bevilling til dagtilbud.

I Børnehuset Svanereden special? arbejder specialpædagogisk personale sammen med blandt andet logopæd, børnepsykolog og fysioterapeuter, både med det individuelle barn og i små grupper.