Kort og kontant optræder Bornholm første gang i skriftlige kilder i året 890. I en engelsk rejsedagbog skriver en kaptajn: "Burgundaland var om bagbord, landet med egen konge". Landet må have været øen Bornholm, i dag mener man, der gennem jernalderen har været en konge eller fyrste på bopladsen ved Swanvika (Svaneke). "Swan" tolkes som hellig. Hvilket betyder den hellige by ved Vigen. Stedet kaldes i vore dage for Sorte Muld. Rejsedagbogen blev skrevet, efter at stedet efter cirka 500 år var blevet opgivet. Måske blev den angrebet, og bopladsens mange mennesker var flyttet til andre og mindre steder på øen med lokale høvdinge.
Man mener, at navnet "Burgun" betyder borg, og således må Bornholm betyde borgenes ø. Da Hammershus og Lilleborg er fra middelalderen, må det dreje sig om jernalderens mange tilflugtsborge. Af frygt for fremmede pirater opførte man flere sådanne borge langt fra kysterne, hvor befolkningen og deres husdyr kunne skjule sig.
Der er spor af jernalderens tilflugtsborge flere steder på øen. Storeborg ved Spellinge Mose, Borgehoved i Rø Plantage, Gamleborg i Paradisbakkerne, og på den sydlige del af øen var der Ringborgen på Rispebjerg. Gamleborg i Almindingen er en yngre besættelsesborg fra år 1000. Arkæologer mener, der været mange flere.