Værksted udvider med afdeling i Nexø

Sydhavnens Motorværksted kommer fremover til at have base både i Rønne og Nexø.
Sydhavnens Motorværksted åbner en afdeling i Nexø.
I en pressemeddelselse oplyses det, at Sydhavnens Motorværksted, der også har base på Beddingsvej i Rønne, udvider, så man nu kan finde dem på Nexø Havn. Det bemærkes, at der er sat et nyt skilt op på værftshallen ved skibselevatoren for at markere, at motorværkstedet snart rykker ind.
– Vi vil gerne kunne tage mindre skibe på land og gennemføre skibsreparationer på dem, og det har et tilbud fra Nexø Havn nu givet os mulighed for. Skibsreparation er en kærneopgave i vores daglig drift, men vi har måtte afvise kunder, fordi vi ikke havde indrettet os på den mulighed. Nu kan vi på forhånd guide skibet til Nexø, hvis behovet er der, og det er en fordel, fortæller Claus Andersen, ejer af Sydhavnens Motorværksted.
De nye beboere glæder også Nexø Havn.
– Vi har en kapacitet i form af egnede bygninger og en havnelift som ikke benyttes nok i dag, og det forventer vi, at det nye samarbejde kan være en løsning på, siger Carsten Andersen, havnedirektør for Nexø Havn.
Forbereder sig på større og flere opgaver
I 2014 var Sydhavnens Motorværksted med til at starte virksomhedsnetværket Offshore Center Bornholm.
Det er blandt andet herigennem, at man har set en stigende mulighed for også at servicere flere af de mindre skibe, som benyttes eksempelvis til mandskabsskift eller skibe, der indgår i havbundsundersøgelser, lyder det fra Claus Andersen.
– I fremtiden må det også forventes, at der vil komme en del ændringer og krav til skibsmotorer, også de mindre, som følge af den grønne omstilling i det maritime. Vi har allerede et tæt samarbejde med store maritime motor og teknologi udviklere, og her er man langt fremme, når det gælder udvikling af motorer til de helt store skibe, som i fremtiden skal sejle på brændstoffer fra vedvarende energi, siger ejeren af Sydhavnens Værksted.
Udvidelsen med en base i Nexø er i det hele taget en del i at forberede sig på fremtiden med større opgaver, fortæller Claus Andersen.
– For at komme i betragtning til større opgaver indenfor offshore, er vi også i gang med at forberede virksomheden til ISO-certificering, hvor Business Center Bornholm har sat os i kontakt med dygtige konsulenter, siger Claus Andersen.
En ISO certificering viser en virksomheds evne til at opfylde kunder og samarbejdspartneres krav og behov, herunder lovmæssige krav. Certificeringen betyder, at en virksomhed har implementeret et kvalitetsledelsessystem indenfor en eller flere standarder.
For Sydhavnens Motorværksted handler det dog først og fremmest om at komme ordentlig på plads i de nye lokaler på Nexø Havn.
– Her og nu er vi ved at indrette vores nye faciliteter i Nexø. I første omgang vil der ikke være faste folk i Nexø, men et telefonnummer, så man kan få fat i os.
Virksomheden blev grundlagt i 1962 af Claus Andersens far Poul Andersen, og i 1999 overtog Claus Andersen ledelsen af motorværkstedet.

MEST LÆSTE

En rujnnpolta
En lille trind, nærmest rund kvinde
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration