Bornholm vandt over fodbolden

Et lærerjob på Bornholm havde højere prioritet end fodbolden for en af øens i sin tid bedste fodboldspillere, Carsten Mogensen.

Som teenager blev Carsten Mogensen betragtet som tidens største bornholmske talent i både fodbold og håndbold.

Men talentet blev aldrig foldet ud for fuldt flor, blandt andet fordi han efter endt læreruddannelse i København straks vendte tilbage til sin fødeø og dermed også valgte at lade sine sportslige evner komme udelukkende det bornholmske fodboldpublikum til gode.

Mandag den 12. maj fylder den tidligere lærer på skolerne i Olsker og Allinge-Sandvig 75 år.

Carsten Mogensen var som ung mand et af den slags sjældne mennesker, der mestrede alt, hvad der havde med sport at gøre. Han var flere år i træk bornholmsmester i badminton, og på fodboldbanen flirtede han med ynglingelandsholdet, ligesom han i 1967 var med til at spille Klemensker op i Bornholmsserien for første gang i klubbens dengang 35-årige historie. Også på håndboldbanen var han med til at vinde flere mesterskaber, ligesom han også her fik chancen for at spille sig på ynglingelandsholdet.

Carsten Mogensen var som junior- og ynglingespiller selvskreven på de bornholmske unionshold i både fodbold og håndbold, mens han paradoksalt nok lagde badmintonketsjeren på hylden, da den første idrætshal blev opført i Rønne i 1967. Rønne-spillerne slog bolden højt op under taget, og det var en spillestil, spillerne i de små landklubber, som var vant til at træne i lavloftede gymnastiksale, ikke kunne matche.

Snusede til to landshold

Håndbold var også noget, man om vinteren trænede i de små gymnastiksale, og der blev kun spillet til to mål, når der blev spillet kampe på Almegårds Kaserne – på en bane, der heller ikke havde de officielle mål på 20 x 40 meter.

Alligevel formåede Klemensker ynglingeherrer i 1967 at tilkæmpe sig en tredjeplads ved DM for klubhold i Fredericia – et af de bedste bornholmske resultater nogensinde, når man tager i betragtning, at de her mødte flere af de senere storhold i 70’erne som Helsingør, Fredericia KFUM og Stadion.

Carsten Mogensen spillede helt outstanding i Fredericia – bedre end den jævnaldrende Thor Munkager, senere mangeårig landsholdsspiller fra Helsingør, men alligevel fik han ikke en ny chance for at spille sig på ynglingelandsholdet, som det var tilfældet i 1966. Her blev han udtaget til en testkamp mellem Øst- og Vestdanmark i Helsingør uden dog at gå hele vejen. Onde tunger vil vide, at økonomi var årsagen til, at Carsten Mogensen ikke blev udtaget i 1967, selv om han på det tidspunkt var klart bedre spillende end året forinden.

I 1968 blev Carsten Mogensen derimod udtaget til ynglingelandsholdet i fodbold, der skulle deltage i en 6 nationers-turnering på Island, men selv om det var åbenlyst, at det var manglende effektivitet i angrebet, der var årsag til, at Danmark tabte de to første kamp mod Sverige og Polen, så sluttede Klemensker-spilleren med den sublime sparketeknik og de snævre driblinger turneringen som bænkevarmer. En stor skuffelse for den unge bornholmer, der måtte nøjes med at glæde sig over den smukke islandske natur.

Bænkevarmer i pokalfinalen

Samme år forlod Carsten Mogensen Bornholm for at påbegynde sin læreruddannelse i København, og her blev Lyngby Boldklub hans fodboldmæssige base i de næste fire år.

I den periode spillede klubben udelukkende i 3. division. Ikke desto mindre nåede storkøbenhavnerne i 1970 helt frem til finalen i landspokalturneringen, hvor de i Idrætsparken tabte med 3-1 til 1. divisionsklubben AaB. Også her blev han henvist til rollen som bænkevarmer i samtlige 90 minutter, selv om Lyngby-formand Hans Bjerg Petersen forud for kampen havde fremhævet Carsten Mogensen som det hemmelige våben i Ekstra Bladet.

Først nogle år senere avancerede Lyngby til landets bedste række – og blev danmarksmestre i 1981, men på det tidspunkt var Carsten Mogensen for længst vendt tilbage til Bornholm.

– Det var hele tiden meningen, at vi – min hustru Jette, som jeg blev gift med i påsken 1973, og jeg – bare skulle fire år væk fra øen, få en læreruddannelse og så vende hjem igen. Det havde højere prioritet end min fodboldkarriere. At vi så landede på Olsker Centralskole, det er en pudsig historie.

– Jettes mor havde en arbejdskollega, som kunne fortælle, at der var en ledig stilling i Tejn. Den søgte Jette – jeg skulle først ind som soldat i et år på Almegårds Kaserne, og da Ejnar Nielsen, der var inspektør dengang, hørte, at hun lige var blevet gift med ham fodboldspilleren Carsten Mogensen, så var den sag klaret. Mig kunne de godt bruge som træner i Tejn, hvor Ejnar Nielsen også var engageret. Selvfølgelig var det ikke derfor, at hun fik stillingen, men det talte nok også til hendes fordel, griner Carsten Mogensen.

10 sæsoner som ASG-spiller

Tilbage på Bornholm spillede Carsten Mogensen en enkelt sæson for RIK – sammen med lillebror Finn, inden han også forlod Bornholm og senere fik en fornem karriere i 1. divisionsklubben Kastrup.

Med bopæl i Tejn og arbejde på Olsker Centralskole skiftede han derefter til ASG, hvor han spillede i 10 sæsoner i Allinge-mandskabets glansperiode med flere ophold i Danmarksserien. Blandt andet fungerede Carsten Mogensen i en periode som spillede træner sammen med et andet ASG-koryfæ, Helmer Kjeldsen.

Først som 34-årig kom Carsten Mogensen til at spille for Tejn, hvor han i den første sæson efter klubbens debut i Bornholmsserien oplevede det usædvanlige at spille 16 kampe i træk uden et eneste nederlag. Kun Hasle var i stand til at holde opkomlingene fra Tejn bag sig og rykkede dermed op i Danmarksserien.

Tejn fik også på anden måde glæde af Carsten Mogensens fodboldkunnen, idet han i 25 år fungerede som træner i klubbens ungdomsafdeling. I 2003 blev han kåret som årets ungdomstræner på Bornholm. Derimod har han aldrig bevæget sig ind på det fodboldpolitiske område, som det var tilfældet med hans far og træner i ungdomsårene, Sigfred Mogensen, der sad i bestyrelsen i idrætsforeningerne i både Hasle og Klemensker.

Men han har sine egen mening om, hvorfor Bornholm altid har haft svært ved at slå igennem på fodboldfronten: De bedste spillere udvikles for sent, fordi de ikke møder tilstrækkelig modstand i ungdomsrækkerne.

– Da jeg spillede på unionsholdene, tabte vi ofte stort som juniorspillere, men klarede os meget bedre som ynglingespillere, fordi vi i modsætning til de andre unioner som ynglinge også spillede seniorfodbold på Bornholm. For eksempel tabte vi som juniorspillere 8-0 til Fyn. Da vi to år senere mødte de samme fynboer som ynglinge, blev det uafgjort 3-3, husker Carsten Mogensen som et glimrende eksempel.

35 gode år i skolevæsenet

I alt blev det det til 35 år inden for skolevæsenet på Nordbornholm.

Da Olsker Centralskole blev lukket i 2004, flyttede Jette og Carsten Mogensen til Allinge-Sandvig Borgerskole, i dag Kongeskærskolen, og her var de, indtil de begge gik på pension som 60-årige i 2010.

– Skolen i Tejn var et fantastisk sted at være – vi havde et utroligt sammenhold på lærerværelset. Men også i Allinge havde jeg det fint. Jeg havde mange timer med idræt, og her havde vi med adgang til Nordlandshallen jo meget bedre forhold end på Olsker Centralskole.

Bortset fra en serie læserbreve, hvor han kritiserer Bofas behandling af beboerne i Brunekulvej/Tejnvej-området i Sandkaas, hvor han bor med en vidunderlig udsigt ud over havet, fører Carsten Mogensen i dag et stille pensionistliv med rejser, golf og familiebesøg.

– Vores barnebarn bor i Kina, fordi vores ældste søn, Nicolas, har oprettet en engelskskole derude, så dem har vi besøgt otte-ni gange efterhånden. Vores anden søn, Troels, er lærer på Privatskolen i Rønne.

– Ellers spiller jeg en masse golf, men absolut på hyggeplan. Som golfspiller er jeg ikke nogen ørn, men jeg plejer at sige, at havde jeg brugt lige så megen tid på at træne fodbold, som jeg har tilbragt på golfbanen, så var jeg endt i Barcelona. Større var de sportslige ambitioner trods alt ikke, dengang jeg var ung.

Et sidste kapitel i Carsten Mogensens livshistorie er øens første private fitnesscenter, som han var med til at drive i Tejn sammen med sin senere chef i skoleverdenen, Leif Rubæk-Nielsen, og fodboldkammeraten Hans Rathmann.

– Ja, der var vi virkelig forud for vores tid, kan man sige. Det var før, der var noget, der hed personlig træning. Det drev vi i 13 år, fra 1986 til 1999, hvorefter jeg trak mig ud.