Han blev socialminister i 1929. Han ønskede en ny retning for dansk socialpolitik. Han ville udskifte almisser med en rettighedsbaseret hjælp og udtalte: “Enhver, der lever, ethvert menneskeligt væsen, skal have ret til den lykkeligst mulige tilværelse og skal, om fornødent, have beskyttes og plejes”.
Racehygiejne.
Men Steincke indførte også racehygiejne
“Kun i én henseende må samfundet være på sin post: Nemlig med hensyn til forplantningen. Hvis et menneskeligt væsen, der er belastet med arvelige anlæg, nu engang er født, skal han/hun have ret til at leve og glæde sig ved tilværelsen, for så vidt han/hun kan, og hensynet til vedkommendes medmenneskers velfærd tillader det. Men én ret skal han/hun miste, én mulighed skal berøves, nemlig muligheden for at overføre sine mangler, til efterkommere og på den måde forevige og mangedoble ulykken”.
Særlovene fik store konsekvenser for mange mennesker. Antallet af såkaldt åndssvage, der blev anbragt på anstalter og i familiepleje, steg voldsomt fra cirka 7.500 i begyndelsen af 1930'erne til mere end 23.000 i 1960'erne.