I jernalderbondens fodspor

I Bøgebjergs blomstrende bondegårdsskov venter oldtidsgrave, jernaldermarker og nattergalens sang.

Den smukke bondegårdsskov med navnet Bøgebjerg er privatejet med offentlig adgang.

Foruden den flotte forårsnatur med hvide anemoner er der også mange spændende oldtidsminder. Gravpladser fra jernalderen og vikingetiden, samt utallige marksystemer fra jernalderen. Her kan man gå på markvandring i jernalderbondens fodspor.

For nogle år siden skrev jeg om det samme område. Mange læsere ville dengang se det. Men desværre kom artiklen i avisen dagen før bukkejagten startede, og den 16. Maj var skoven lukket på grund af jagt. Der er fri adgang i morgen, ellers må man vente til sidst i maj.

Hvor:

Kort før Østerlars fører Risenholmsvej mod højre.

Efter nogle gårde er der en lille sidevej til venstre, markeret med skiltet kulturminde. Her kører man ind til en lille parkeringsplads, et stort skilt viser vej til de mange oldtidsminder. Ved de gamle marksystemer er der opsat små pæle til bedre orientering. Turen er under halvanden kilometer.

Den første del af turen med engen og høje bøgetræer er som klippet ud af et maleri fra ældre dage. Selv om det er en kort tur, oplever man ikke kun fortidsminder, man ser også en typisk bornholmsk bondegårdsskov en forårsdag med fuglesang og flotte blomster.

Bautasten fra jernalderen på Bøgebjerg

Naturforhold

Skoven Bøgebjerg er naturligvis med gamle bøgetræer.

Der vokser også avnbøg, ege, aske og elmetræer, samt ahorn og hassel. Desværre er der flere steder plantet rødgran. Skoven er indhegnet med ældre stengærder. Der er flere stier gennem skoven, mange steder ses grundfjeldet, med klipper der rager op af jorden. Alle de almindelige småfugle yngler i skoven, også nattergale. Selv om de skjuler sig, vil man fra midt i maj høre deres flotte sang.

Fra parkeringspladsen skal man passere en eng med græssende kreaturer. Engen er kantet med blomstrende hvide slåen, på de mest fugtige steder vokser gule engkabbelejer, lyseblå forglemmigej og maj gøgeurt. Der kan høres kvækkende grønne frøer med en smuk baggrund af lysegrønne bøgetræer. Efter et led kommer man ind i skoven med en bund af blomstrende hvide og gule anemoner, vorterod, lærkesporer og grønne bingelurt, de viser, at skovbunden er ren muldjord.

Oldtidsmarkerne

I den østlige del af skoven findes jernalderens mange marksystemer.

De er markeret med små sten, lave volde og kanter, der har adskilt de enkelte marker. Det ses bedst om foråret, inden skovens bregner og andre urter slører synet. De små volde kan have flere forklaringer. De kunne afgrænse bondens mark og forhindre, at jorden blev vasket væk, når det regnede - jernalderen var en våd og regnfuld periode.

Markerne blev ikke dyrket hvert år, jordens næringsstoffer blev frigivet med braklægning og dyrenes gødning. Bonden pløjede marken med en såkaldt ard.

Stenkisten er en gravplads fra jernalderen

Gravpladserne

I skovens sydvestlige ende findes gravpladserne fra jernalder og vikingetiden.

Selv om de er meget forskellige, blev de døde begravet på områdets små højdedrag, med spor af ældre hulveje mellem gravpladserne. Et sted ses en stenlægning af runde marksten, bautasten og gravrøser. Andre steder består graven af stenkister, en række flade opsatte sten. Nogle af gravene blev arkæologisk undersøgt i 1877 og 1954. Der blev ikke fundet noget særligt, bortset fra i en grav hvor der lå et spænde af guld og sølv, samt en grav med lerkar, perler og våben. Muligvis den afdødes eller en offergave til den døde.

I en stor gravrøse med en stenkiste lå et skelet af en kvinde. Hun blev begravet med sine personlige smykker, der bestod af et spænde, til at holde tøjet samlet, og en perlekæde med 179 perler af grønt glas, rav og dekoreret ler, måske var det en skål til livets sidste rejse. Man kunne derfor datere graven fra slutningen af jernalderen til begyndelsen af vikingetiden. (200 f Kr. til 800 efter Kr.)

På engens fugtige steder vokser gule engkabbelejer

Jernalderens beboelse

Bopladsen var i den nordlige højtliggende del af området.

På det svagt skrånede terræn blev husene opført, så regnvandet kunne løbe væk. Mens bronzealderen var varm og solrig, kom et klimaskift i jernalderen med regnvejr og kulde. Fra fund af de afdødes tøj havde mænd lange bukser og kvinder med skørter til anklerne.

Husene var 14 til 20 meter lange og seks meter brede, væggene var af klinet ler på pileflet. Det tunge stråtag blev båret af en lang række stolper inde i huset, man boede samme med dyrene, kun adskilt af pileflet. Kreaturer mod øst, mennesker mod vest, generne fra dyrenes lort og tis og tusindvis af fluer, blev opvejet med deres varme.

Man sov på gulvet. Ovenpå halm og bløde lammeskind. Midt i beboelsen var ildstedet, røgen kom ud fra et hul i taget. Omkring den varme ild samlede man sig med hverdagens sysler. Der var lerkar til mælk og korn, knive og en kværn til at male kornet med. Ofte stod en stor væv lænet op af væggen.

Udenfor huset har man fundet nedgravede koge og stegegruber. Der er også fundet knogler af husdyr, køer, heste, svin, får og høns. Deres størrelse viste at dyrene var mindre end i vore dage. Der var mange knogle af døde får, men antallet af døde køer viser at kvægdriften var den vigtigste for den bornholmske jernalderbonde. Køerne gav forsyninger af mælk, kød, huder, pels og horn. Stude brugte man som trækdyr.

En råbuk i vinterpels. Når bukkejagten starter den 16. maj, har den fået sommerpels

Markvandring – med fantasiens hjælp

Mens man vandrer på jernalderbondens mark, kan man med fantasiens hjælp ane røgen fra bopladsen åbne ildsteder.

Der høres en råben, man aner nogle stude og ser en brunklædt mand gå bag ploven, en ard, der laver lange lige rækker i jorden. Bagefter kigger bonden sig tilbage og ser på den nypløjede mark med stolthed og glæde.

Det samme som landmænd gør vore dage. God fornøjelse på denne forårstur.

I udkanten af skoven sidder en gulspurv på en blomstrende slåen