Kaas: Var det en retssag eller et teaterstykke?

Et iscenesat retsoptrin med fjerhat og fornærmelser burde ikke stjæle samfundets opmærksomhed.

I det første retsopgør om den nye lov om utilbørlig behandling af religiøse skrifter mødte personligheden Rasmus Paludan fredag op i retten i Rønne iført fjerhat og kappe. Han nægtede at oplyse sine fødselsdata og indledte på den måde sit teaterstykke.

Endnu et. En ny scene i en uendelig strategi, hvor det tilsyneladende handler om at søge grænsen, overskride den indtil nogen reagerer, for så derefter at beklage sig over reaktionen.

Det er gabende kedeligt, og kun fordi der her er tale om et stykke retshistorie, har vi i Tidende brugt spalteplads på Ritzaus dækning af retssagen. Ellers bør man i virkeligheden ikke beskæftige sig med emnet.

Der er nemlig tale om spild af tid. Spild af advokaters, dommeres og hele samfundets tid. For ikke at tale om en anklagemyndighed, som burde bruges til at få "rigtige" forbrydere bag tremmer.

Det at gøre grin med andre menneskers tro og deres hellige skrifter er jo ikke en ytring, der løfter samfundet. Det er ikke kritik. Det er ikke satire. Det er ikke kunst. Det er bare dumt.

Og nu falder aktionen altså ind under en lov om utilbørlig behandling af religiøse skrifter. Loven er blevet kaldt problematisk, men den blev vedtaget af et bredt politisk flertal efter lang debat, og dens formål er fint: At dæmme op for de skader, Danmark som samfund tidligere har pådraget sig ved at blive centrum for hadsk iscenesættelse af andres tro.

Vi kan godt diskutere religion. Vi skal også kunne kritisere og udsætte den for satire. Men vi skal kende forskellen og grænsen for ytringsfrihed og bevidst destruktion. Og vi skal gennemskue, når nogen igen og igen gør sig selv til hovedperson i et teaterstykke som det, vi var vidner til i går.

Det er svært at tro på, men lad os håbe, at der er tæppefald efter gårsdagens optrin. Og at der ikke bliver klappet ud til et ekstranummer.