Turisterne valfarter til speeddating i Pedersker

Turisterne valfarter til speeddating i Pedersker
Der er højt humør, og der bliver langet masser af smagsprøver over disken. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Mandag 11. august 2025 • 19:00
ERHVERV | Mandag 11. august 2025 • 19:00

På ottende år valfarter turisterne til Pedersker for at smage et varieret udbud af bornholmsk producerede varer kvit og frit. Det giver nemlig penge i kassen i byens brugs, som står bag konceptet.

En familie har taget plads på den lille træterrasse foran Pedersker Brugs.

Her debatterer de, om det kan give mening at vente i 40 minutter på, at klokken bliver 14.58, så de kan være en del af det, der foregår i butikkens idylliske have, hvor en flok mennesker i matchende røde tshirts er i færd med at skære ud og stille op bag et langt bord.

– Gad vide, hvorfor det er på sådan et spøjst tidspunkt, funderer en ung fyr, som virker ret insisterende på at blive hængende og vente.

Han overtrumfes dog af et overtal i familien, som bliver enige om at gå hjemad. Turen i brugsen var ganske enkelt ikke planlagt efter en deltagelse i tirsdagens Bornholmerdag.

Kort efter ankommer et nyt hold turister. Denne gang et ægtepar som tager plads og tålmodigt venter på, at klokken bliver smagetid.

Hver tirsdag fra sankthans til efterårsferien tropper omkring 10 frivillige fra det faste korps nemlig op for at sikre, at man kan smage på de bornholmsk producerede varer i Pedersker brugs, og det er blevet vældig populært.

– Der kommer omkring 300 mennesker sådan en tirsdag i højsæsonen og får smagsprøver, og så går de jo videre ind i butikken med en viden om, hvad de godt kunne lide, fortæller Christian Lund, som er formand for Pedersker Brugsforening.


Mange slår sig ned i haven og får en sludder, mens de smager på de bornholmske varer. Bagved er der begyndt at danne sig en lille kø. Foto: Sarah Thun Kristensen

Handler lidt med hjem

Bornholmerdagene startede så småt tilbage i 2018, da man i Pedersker fik vendt bøtten lidt.

På populært dansk kan man sige, at man i Brugsen fik sat stolen for døren, og det fik folk til at tænke kreativt og komme frem til en løsning, der trækker masser af turister ind i butikken.

Brugsuddeler Sten Forsberg Pedersen kalder arrangementet for turisternes mulighed for at speeddate Bornholm.

– Hvis du har tre dage på øen, så kan du jo ikke nå at besøge alle producenterne, men du kan prøve mange af de bornholmske produkter hos os i dag, forklarer han en tirsdag eftermiddag i august, hvor der så småt er ved at blive stillet op til smagegilde i den lille have.

De mange smagsprøver betyder nemlig, at sommerhusgæsterne finder ud af, hvilken ketchup og hvilken pølse de skal have med, hvilken gin smager bedst, og om nogle af produkterne i netop denne brugs skal med hjem som gave.

– Så bruger de jo produkterne, mens de er på øen, og når de skal hjem, handler de lidt med.

Nu sker der noget i haven, hvor en af de frivillige begynder at dele pølsebakker ud. Herefter kan man gå direkte til langbordet, hvor en række smilende frivillige langer små delikatesser over på tallerknen, mens de fortæller, hvad det er, eller hvordan det er lavet. Der er spegepølse, kiks med ost, pasta med pesto, bolcher, chokolade, øl og chips med dip. En serverer honning, mens en anden er ved at grille pølser og inde i butikken står et par frivillige klar med forskelligt bornholmsk spiritus.

Snart er der kø, og når tallerknen er fyldt, sætter de mange fremmødte sig i haven og smager på produkterne. Snakken går lystigt ved bordene om de bornholmske varer.


Når der er smagt på det hele, benytter mange lejligheden til at gå en tur i Brugsen og købe lidt med hjem. Foto: Sarah Thun Kristensen

17 tirsdage

Bornholmerdagene i brugsen er et stort arrangement at sætte op, og det foregår samtlige 17 tirsdage fra sankt hans og frem til efterårsferien.

Der er mange frivillige på arbejde, og af og til står nogle af producenterne selv med for at møde forbrugeren og høre, hvad der bliver sagt om deres produkter.

– Vi har allerflest besøgende, når det er strandvejr, for så er der mange turister i området, og det er jo hurtigt én på opleveren, og det er gratis, så alle kan være med. Når det ikke er strandvejr, så kører de rundt på resten af øen og oplever andre ting.

Hans erfaring er, at mange af de fremmødte går direkte ind i brugsen og køber deres favoritprodukter med hjem efter smagningen, og det kan mærkes på omsætningen.

– Særligt bolcher og dip går rigtig godt, men også pølser, ketchup og gin er topsælgere, fortæller han.

I de små boder har de desuden valgt at sætte forskellige bornholmske varer sammen, så man får smagt flere forskellige produkter på én smagsprøve. Af og til bruger producenterne endda brugsens arrangement som en lille testgruppe på et nyt produkt, de udvikler på, og så kan de fremmødte være med til at smage på noget, man slet ikke kan købe endnu.

– Nogle gange, når folk smager den bornholmske ost på en bornholmsk kiks, så er der noget, der er skabt for hinanden, og så tager de måske begge dele med hjem, forklarer Sten Forsberg Pedersen.

Han gætter på, at man på sådan en tirsdag kan dyppe smagsløgene i omkring 30 forskellige bornholmske produkter - inklusiv en del forskellige slags spiritus, som serveres inde i butikken.


Foto: Sarah Thun Kristensen

 


Der bliver delt paptallerkner ud, så man kan smage på alting i sit eget tempo. Foto: Sarah Thun Kristensen


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT