Unik historie: Nåede det ikke, før han døde

Kaare Lundbye har udgivet bogen ‘Skæbner i krig’, der indeholder 29 skæbnehistorier fra 2. verdenskrig. Her har han blandt andet talt med nu afdøde Kjeld Nørgaard om besættelsestiden i Rønne.

Hvordan opstod ideen til at skrive en bog om de sidste vidnesbyrd fra 2. verdenskrig?

– For mig var det både en personlig og faglig mission. Jeg synes, at historierne er for vigtige til at gå tabt, og hvert menneske er et bibliotek af viden, der forsvinder, når vedkommende går bort. Der lå både et stort ansvar og en stor ære i at give de sidste vidner, som oplevede de her ting, et ærligt og respektfuldt sidste ord, og jeg vil gerne have, at deres historie lever videre, så vi andre kan få glæde af dem og reflektere over de ting, der skete for mere end 80 år siden. Min personlige mission var, at jeg var gået igennem en fyring, og jeg følte ikke, at der var så meget at gå i gang med, men der var mange, der havde opfordret mig til at gå i gang med en bog, så det gjorde jeg. Jeg havde et mål om at udkomme i 80-året for Danmarks befrielse, det kunne jeg dog ikke nå, men så er jeg udkommet på 80-året for Bornholms befrielse, og det synes jeg er lige så vigtigt.

Hvornår begyndte du arbejdet på den?

– Den har været længe undervejs. Jeg startede helt tilbage i 2018, hvor jeg stødte på nogle skæbnehistorier rundt omkring i Danmark. Det tog først rigtig fart i 2020, hvor jeg begyndte at skrive nogle avisartikler om de her historier, og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at samle dem til en bog.

Bornholms besættelseshistorie er anderledes end resten af Danmarks. Hvor meget fylder den i din bog?

– De historier, som Bornholm har at byde på, er lige så vigtige som resten af landets og om muligt endnu vigtigere, for I var besat af to udenlandske fjender. Jeg havde en ambition om at sprede mig geografisk, og jeg ville have Bornholm med, og så fandt jeg ud af, at Kjeld Nørgaard var opvokset i Rønne. Jeg synes, han har en rigtig fin historie, for han får et venskab til en sovjetisk soldat, og det viser, at de var også bare var mennesker, og de kunne godt være søde ved et barn. Jeg har altid synes, at Bornholms historie er noget særligt og skiller sig meget ud. I havde en hårdkogt, tysk kommandant, der ikke ville give sig, som jeg også skriver om, og nu, hvor jeg har Bornholm med, synes jeg også, at jeg ville nævne Christiansø, hvor nogle fiskere hjalp modstandsfolk med at komme til Sverige.

Hvordan kom dit interview med ham i stand?

– Det var meget heldigt. Han boede i et kollektiv i Næstved, og han havde det ikke specielt godt, da jeg fik fat på ham. Han gik bort få måneder efter, jeg havde talt med ham, men jeg er glad for, at han fik muligheden for at fortælle, hvordan han så på den tyske og russiske besættelse af Bornholm.

Fik han læst det, du har skrevet?

– Nej, det nåede han ikke, men jeg har fået fat på hans sønner, som har læst det og er meget glade.

Hvad betyder det for dig, at du nåede at høre hans historie og nu kan give den videre til læserne?

– Jeg føler mig privilegeret, og jeg synes, det var en ære at møde ham og få en personlig historie om, hvordan hans barndom på Bornholm var. Vi lever i en tid med AI, hvor alt bliver så upersonligt, så når han og alle de andre står frem og fortæller deres historie, så føles det ægte, så derfor er jeg meget taknemlig for, at jeg nåede at få hans historie.

Du har interviewet en lang række kendte navne til bogen. Hvem har især gjort indtryk på dig?

– Det er der mange, der har. Krigen var hverdagseje for alle, og for mig blev der ikke gjort forskel på høj, lav, tyk eller tynd. Det vigtigste for mig var deres historie som barn og ikke, om de var kendte eller almindelige personer. Der er en historie fra Svendborg med én, der så sin far blive skudt af Petergruppen, og han sad jo og græd. Det var meget hårdt for ham at fortælle, og det var også hårdt for mig. Jeg har også snakket med en af de sidste overlevende, der deltog i slaget om Berlin på tysk side som en del af Hitlerjugend, og det gjorde også dybt indtryk.

Udover bogen, hvad er så dit forhold til Bornholm?

– Jeg må blankt erkende, at det desværre er lang tid siden, jeg sidst har været der. Mine hustru og jeg taler ofte om, at vi burde tage derover. Jeg har selv rigtig gode minder fra Bornholm, både fra dengang jeg gik i skole og var på lejrskole derovre, hvor vi også besøgte Christiansø, og senere, da jeg selv blev skolelærer, tog jeg også min klasse med til Bornholm. Vi kørte rundt på øen og var igen på Christiansø. Så har kun gode minder, men jeg har kun været der tre-fire gange, og det er alt for lidt. Jeg vil rigtig gerne tilbage, og det er både, fordi jeg virkelig godt kan lide jeres ø, men også fordi jeg har en faglig ambition om at lave en video derfra. Jeg driver nemlig en historisk videokanal på YouTube som hobby, og der vil jeg gerne finde nogle af de steder, hvor jeg kan fortælle om, hvad der er sket dér.

Kaare Lundbye

62 år

Opvokset i Rudkøbing, bor i dag i Søborg

Uddannet skolelærer og journalist

‘Skæbner i krig - De sidste vidnesbyrd fra anden verdenskrig’ er udkommet på Forlaget Mellemgaard 19. maj.