Regeringen har skrevet ned, hvad den ved; at Danmark ikke kan holdes sammen, hvis der er alt for stor kløft mellem by og land. Mennesker flytter ikke til en kommune, der sparer hele tiden, og hvor deres børn ikke kan blive passet. De flytter til steder, hvor der er liv, service og jobtilbud – og det koster penge.
Men hvis udligningen bliver virkelighed – hvis sommerhusejernes penge kommer hjem, hvis grøn energi giver skattekroner til kommunen, hvis staten sikrer os en stabil økonomi – så kan Bornholm igen investere. I små skoler, der ikke bliver lukket. I fritidsklubber for unge som ikke skal sidde derhjemme og være afhængige af amerikanske techprodukter. I kollektiv transport som faktisk fungerer med brugbare afgange og til overkommelige priser under, hvad det koster at køre i bil. Det er tiltag, som gør, at folk vil bo her.