– Når killingerne er 12 uger, kommer de tilbage til internatet, bliver vaccineret, neutraliseret, øretatoveret og får en chip i nakken. De voksne katte bliver også tjekket for katteleukæmi, for det har vi en del af på Bornholm. Når killingerne er store nok, bliver de sat til salg og får et adoptivhjem, siger Lone Nielsen.
Der er stor efterspørgsel på killinger, mens det i øjeblikket er lidt sværere for Bornholms Internat at få formidlet de voksne katte. Sofus på godt et år er dog så heldig, at den er på vej ud til en adoptionsfamilie. Foto: Holger Larsen
Stor interesse
Det er rigtig mange katte, der skal formidles videre, men det går fint med at finde nye hjem til dem.
– Da jeg åbnede internatet i efteråret, fik jeg otte katte fra Hoglebjerg, inden aften havde jeg 16 katte, og inden ugen var omme havde jeg over 30 katte. Jeg var bekymret for, om jeg kunne komme af med alle de katte. Men folk er så fantastiske til at komme og købe katte her. Man bakker os virkelig op. Nogle gange kan jeg tænke: Gad vide, om den kat kan finde et hjem? Men der er mennesker til alle de katte, jeg har. Nogle vil have en sofakat, andre vil have en selvstændig kat eller en, der er lidt sky, siger Lone Nielsen.