– Der er ikke rigtig noget charme i cns-maskineri, siger Thomas Nielsen, med henvisning til nutidens computerstyrede maskineri. Han saver, kapper og fræser alt i hånden, fra vanger til balustre og gulvlister. Og han har travlt.
– 70 procent af det jeg laver, er trapper. Og efterspørgslen på trapper er eksploderet i år, jeg har allerede 12 på bestilling. Jeg er fuldt booket ind til efter sommerferien, og tager ikke mere ind, siger han.
Udover trapper er Thomas Nielsen leveringsdygtig i alle døre og profiler til svenskehusene i Rønne og Nexø. Derudover fremstiller han skræddersyede skabe og køkkener fra bunden. Han har netop afsluttet arbejdet med at lave paneler og skabe til 15 ferielejligheder på Stammershalle Badehotel, en opgave, som han var hyret ind til af A.T. snedkeri.
I dag står Thomas Nielsen i princippet ved en skillevej, for travlheden har tvunget ham til at sige nej til to trapper. Derfor sigter han nu mod at ansætte en snedker, der kan træde ind i firmaet på fuld tid.
– Det skal være en uddannet snedker. Jeg har desværre ikke tid til at tage en lærling, når jeg har så travlt, siger han.