Mange er uden internet: Her er synderen

Mange er uden internet: Her er synderen
127 internetbrugere på TDC Net mangler i øjeblikket IP- og bredbåndsforbindelse. De forsynes normalt via mikrobølgeantennerne. Det er den lille runde parabol, der her kan se helt dækket af sne og is. De store antenner øverst leverer mobilsignal og er ikke i samme grad som mikrobølger følsomme over for is og sne. Mikrobølgesignalet skydes fra punkt til punkt med meget høj frekvens for at få høj kapacitet, forklarer TDC Net. Foto: TDC Net
ERHVERV | Mandag 8. januar 2024 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
ERHVERV | Mandag 8. januar 2024 • 15:30

Internetbruger kritiserer Yousee for manglende information. Yousee mener at informere rigeligt.

I Sandvig sidder Jens Munkegaard og mangler sin internetforbindelse. Han er en af 127 brugere, der i sidste uges snevejr mistede adgangen til nettet, og lige siden har han ikke kunnet arbejde med sine forretninger, som tæller udlejning og økonomisk konsulentvirksomhed.

Det er TDC Nets udstyr, der er ramt af nedbruddet. Herfra lyder det, at den mikrobølgeantenne, der forsyner de 127 kunder, er "sneet/iset fuldstændig til efter det voldsomme vejr, der ramte i sidste uge".

– Vi er meget kede af, at der fortsat er kunder i Sandvig, som vi ikke kan forsyne med IP- og bredbåndsforbindelse, siger Lasse Bjerre Sørensen, der er pressechef i TDC Net.

– Sagen har høj prioritet hos os, og vi har haft en tekniker på stedet i weekenden for at tilse antennen. Men på grund af sne og is på selve masten, er det ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sende en tekniker mere end 30 meter op for at rengøre den.

– Vi har stor forståelse for, at det er til megen gene ikke at have adgang til sin faste forbindelse, men vi kan ikke tillade os at bringe kollegers sikkerhed i fare, lyder det fra Lasse Bjerre Sørensen.

På den korte bane er TDC Net således nødt til at vente på, at sol og varmere temperaturer løser problemet – og heldigvis ser det ud til snart at komme, bemærker pressechefen.

– På længere sigt går vi nu i gang med at undersøge, om vi med udsigt til mere ustabilt klima og vejrlig i fremtiden kan finde alternative forsyningsmuligheder, som kan gøre os mere robuste.

Ikke en lyd fra Yousee

Tilbage i Sandvig er Jens Munkegaard både trist over ikke at have nogen netforbindelse og over, at han ikke har modtaget nogen information fra sin udbyder. Jens Munkegaard er kunde hos Yousee, og herfra har der ikke været meget hjælp at hente, mener han.

– Jeg har kontaktet kundeservice, men har ikke fået noget svar. Jeg har intet hørt fra Yousee siden nedbruddet i sidste uge, siger Jens Munkegaard.

Yousee er en del af den danske telekommunikationsvirksomhed Nuuday, som igen er en del af TDC-koncernen. Fra Nuudays pressechef Mikkel Riis-Jørgensen lyder det, at alle Yousee-kunder i Sandvig løbende har modtaget opdateringer på sms eller mail – hvis de vel at mærke er tilmeldt servicen. Derudover henviser han til Yousees driftsinformation, "hvor man altid kan indtaste sin adresse og se, hvad status er på fejlretning". Det kræver dog en internetforbindelse.

– Såfremt kunden har skrevet til kundeservice, vil han også have fået en auto-besked om, at ved mailkontakt kan der gå op til 14 dage førend man får svar, skriver Mikkel Riis-Jørgensen i en mail til Tidende.

Ud over Yousee er kunder i Norlys og TDC Erhverv ramt af nedbruddet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT