I Danmark kan du prutte om prisen på sommerhuse – bare ikke på Bornholm

I Danmark kan du prutte om prisen på sommerhuse – bare ikke på Bornholm
Arkivfoto: Berit Hvassum
24. MAJ 2022 • 15:30

Hvis du overvejer at købe sommerhus på Bornholm, så kan du godt droppe at prutte om prisen.

En analyse fra Spar Nord, som har bearbejdet aktuelle tal fra Finans Danmark, viser nemlig, at Bornholm i 2021 var den eneste kommune i Danmark, hvor sommerhuskøberne måtte betale flere penge, end den oprindelige udbudspris lød på.

I en pressemeddelelse fra Spar Nord fremgår det, at på trods af et brandvarmt sommerhusmarked, så lykkedes det alligevel mange danskere at forhandle prisen ned.

– Når udbuddet de sidste par år har været meget lavt, giver det selvsagt sommerhussælgerne gode kort på hånden. Til trods for det kan vi se, at det alligevel er muligt at få afslag, da sommerhusene i gennemsnit blev solgt til en pris, der lå 4,2 procent lavere end første udbudspris i 2021, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i pressemeddelelsen.

Men her stikker Bornholm altså ud. Hvor man eksempelvis i Vesterhimmerlands og Struer Kommune i gennemsnit kunne få op til otte procent afslag på prisen, så skulle man på Bornholm i gennemsnit punge ud med 1,6 procent mere end første udbudspris. Kommunen med næstmindst chance for at presse prisen ned var Guldborgsund Kommune, men også her var der et gennemsnitligt afslag i den endelige købspris.

– Bornholm har været et eftertragtet sommerhusområde, og derfor har køberne generelt måtte byde over den oprindelige udbudspris. Nærmere bestemt ville en køber på Bornholm i gennemsnit skulle betale 29.040 kroner mere for et sommerhus på 80 kvadratmeter, forklarer Jens Nyholm.

Beregningerne i analysen er udarbejdet på baggrund af Finans Danmarks boligmarkedsstatistik.