Fordobling af internationale medarbejdere: 'Vi har brug for mange forskellige'

Fordobling af internationale medarbejdere: 'Vi har brug for mange forskellige'
Internationale medarbejdere på Bornholm finder job i landbruget, hotel- og restaurationsbranchen og industrien. På 10 år er antallet af dem fordoblet, viser tal fra DI. Arkivfoto: Jacob Jepsen
ERHVERV | Onsdag 22. november 2023 • 07:18
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Onsdag 22. november 2023 • 07:18

Næsten 1.000 medarbejdere i bornholmske virksomheder har udenlandsk pas, og dem er der brug for, mener DI Bornholm.

På 10 år er antallet af internationale medarbejdere på Bornholm fordoblet. DI Bornholm glæder sig over stigningen og håber, at udviklingen fortsætter. Der er nemlig brug for flere medarbejdere til at besætte ledige stillinger hos de lokale virksomheder.

– Vi har uden tvivl brug for den ekstra ressource, som de internationale medarbejdere er. Virksomhederne leder efter flere hænder til at løfte opgaver og ordrer, og ledigheden i Danmark er meget lav. Og problemet bliver kun større de næste år, hvor de små årgange kommer ind på arbejdsmarkedet, og de store årgange går på pension. Derfor kan vi ikke undvære den ekstra arbejdskraft, siger regionalforeningsleder Michael Almeborg i DI Bornholm i en pressemeddelelse.

For 10 år siden udgjorde de internationale medarbejdere tre procent af arbejdsstyrken på Bornholm. I dag er andelen på otte procent. I alt er der 989 medarbejdere med job i for eksempel industrivirksomheder, restauranter og landbrug. Det er 556 flere end for 10 år siden. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, der kortlægger andelen af internationale medarbejdere i landets 98 kommuner fordelt på branche og nationalitet.

Brug for mange forskellige

Den største gruppe af internationale medarbejdere på Bornholm kommer fra Polen efterfulgt af Tyskland. I både landbruget og i hotel- og restaurationsbranchen er en fjerdedel af de ansatte internationale medarbejdere, og også industrien og servicebranchen har mange internationale medarbejdere på lønningslisten.

– De internationale medarbejdere på Bornholm finder job i mange forskellige brancher som landbrug, hoteller og restauranter og i industrien. Det viser, at vi har brug for mange forskellige kompetencer her på øen, og at efterspørgslen er der, siger Michael Almeborg.

Her på Bornholm kommer tilvæksten udelukkende fra, at flere internationale medarbejdere har fået job på øen.

– Konkurrencen om de internationale medarbejdere er benhård, for der er rigtig mange virksomheder, som har ubesatte stillinger. Derfor vil jeg også sende en klar opfordring til regionskommunen om at gøre det så enkelt som muligt for internationale medarbejdere at komme til Bornholm. Og så skal vi selvfølgelig tage så godt imod de internationale medarbejdere og deres familier, at de har lyst til at blive boende her, lyder det fra Michael Almeborg.

I hele Danmark er antallet af internationale medarbejdere også fordoblet i løbet af de seneste 10 år – fra 140.000 i 2012 til 290.000 i 2022. Stigningen er fortsat ind i 2023, hvor man for flere måneder siden har rundet 300.000 internationale medarbejdere, fortæller DI.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT