Elprisen rammer forskelligt – men den rammer alle

Desto større produktion, desto større er forbruget af el naturligvis, og derfor rammer elprisen også kunsthåndværkerne forskelligt.

Maja Frendrup, som er formand i kunsthåndværkersammenslutningen ACAB, Arts & Crafts Association Bornholm fra 2002, kender godt fra sin egen virksomhed, Maja Frendrup Keramik i Allinge, til, at de stigende energipriser kan udfordre kunsthåndværkerne.

Det er ikke noget, hun som sådan har talt meget med medlemmerne om, men konstaterer:

– Ja, det er da surt at skulle betale mere for el, men det, jeg bruger i min keramikovn , svarer til nogenlunde samme mængde strøm, som vi bruger i hele husstanden, og det har da en påvirkning, men det, der påvirker mere, er nok snarere, hvis folk ændrer deres forbrugsvaner. Der er let noget, der kan svinge mere i min omsætning, end om jeg skal betale 8.000 kroner mere i el på et år.

– Eludgiften er trods alt også noget, jeg kan trække fra, fordi den er erhvervsrelateret, tilføjer hun.

Samtidig forklarer hun, at en keramiker som hende selv, som laver unika, ikke brænder hver uge, og at elprisen mere påvirker keramikere med en serieproduktion af eksempelvis kopper, tallerkner og lignende, hvor de brænder oftere.

– Det er klart, at hvis man brænder i sin ovn eksempelvis to gange om ugen, så bruger man mere el, siger hun.

– Derfor kan der godt være nogen, det gør mere ondt på, end hvis man laver unikaværker, som man bruger mere tid på.

Lise og Dirch Jans fra Jans Keramik på Dueodde har indtil for få år siden haft en produktion til blandt andet Kina, hvilket de dog ikke har mere. Hvad angår stigende energipriser, konstaterer Dirch Jans:

– Ja, det er jo ikke noget, man har lyst til, der er det ingen, der har.

Parret brænder med elovne, men han konstaterer også, at han selv er 74 og hans hustru 72 og generelt har de trappet lidt ned.

– Nu kommer vinteren jo også, og der er der ikke så meget knald på, selv om vi selvfølgelig skal lave noget til lager.

Spil kortene

Stigningen rammer alle, siger han, men fortsætter:

– Vi har lavet keramik i i over 50 år, blandt andet har vi boet i Australien og både produceret der og forskellige steder i Danmark, og vi har sådan set vores på det tørre. Vi har måttet sætte vores priser op, men det kan godt bære det. Havde vi nu været helt nystartede med lån og måske leje og så videre, så havde det da været noget andet. Vi sælger kun her fra værkstedet og primært om sommeren og har ikke de udgifter. Nu holder vi selvfølgelig også lige åbent i efterårsferien, men vores omkostningsniveau er generelt lavt.

Men I kan vel mærke, at elprisen er steget?

– Ja, for pokker da. Nu ganger vi jo med tre.

Hvor tit brænder I?

– I sæsonen en eller to gange om ugen. Vi er fleksible og sørger for at optimere ved at fylde ovnen op så godt som muligt. Og der er helt givet nogle, der er hårdere ramt end os, siger Dirch Jans.

– Der er jo keramik for mange penge i sådan en ovnbrænding, men hvor en brænding tidligere kostede cirka 300 kroner, så koster den måske cirka 900 nu.

Elovne, fortæller han, er smarte på den måde, at de er lettere end gasovne at have med at gøre.

– De er tilknyttet en computer, hvor du kan plotte brændingsprofilen ind, og så kan du godt gå i seng – til forskel fra ved gasbrænding, især med de gamle ovne, hvor du er nødt til at overvåge processen hele tiden. Vi har selv altid brændt om natten, men det tager også 16-18 timer. Starter vi klokken 21 er den færdig næste eftermiddag. Vi boede i Australien i 25 år, og der var der billigere strøm om natten, så der var en stor tilskyndelse til at gøre det på den måde. Vi må jo alle spilde de kort, vi får tildelt, og gøre det på den bedste måde. Og det gælder jo også i husholdningen.

Lise startede sin uddannelse som keramiker i 1966 på et lille værksted i København med fire års læretid, mens Dirch er selvlært. De har haft værksted i både Danmark (Dragør, Kastager Strand og Dueodde) og Australien (Cherryville og Macclesfield i Sydaustralien).

De har pendlet i 13 år mellem de to lande med aktive værksteder begge steder, men bor nu fast på Bornholm.

Gennem årene har de solgt keramik i mange lande, både i Asien, Australien, USA og Europa.

Vi er da ramt

På den over 150 år gamle bornholmske keramikfabrik Hjorths Fabrik i Rønne, som hører under Bornholms Museum, mærker man også de stigende energipriser.

– Specielt nok i forhold til opvarmningen, vi er jo et stort sted og har også lys i alle udstillingerne, og dertil har vi jo produktionen, siger Karina Skibby, som er afdelingsleder.

I udstillingerne og butikken bliver der varmet op med fjernvarme, mens der på fabrikken er kakkelovne.

– Der, hvor vi mærker det hårdest, er selvfølgelig i forbindelse med vores brændinger. Det, vi kalder for forglødning, som er vores første brænding, foretager vi med el, og ellers brænder vi med gas, og der er vi ikke så hårdt ramt. For det er flaskegas, hvoraf en del er biogas, og den er uafhængig af Putin og er ikke steget særlig meget i forhold til el, siger hun.

Hvor ofte brænder I?

– Vi brænder en forglødning en gang om ugen, og det er da klart, at elprisen er fordyrende, siger Karina Skibby uden dog på stående fod at kunne sætte tal på.

– Men jeg tror, at det er hårdere for den lille keramiker, for vi er jo et større maskineri her – men vi er da ramt af det.