Ved at indkalde alle partiernes gruppeformænd løfter borgmesteren sagen om Rønne-skolernes fremtid ud i en større kreds, end både Socialdemokratiet, Moderaterne og Konservatives gruppeformand Linda Kofoed Persson først lagde op til.
De tre talte mandag alle for at indkalde partierne bag sidste års kommunebudget, som skolefusionen i Rønne var en del af.
Ved at indkalde alle partierne gør Jacob Trøst modsat også Enhedslisten og løsgængerne Jonna Nielsen, Søren Schow og Heidi Burgedahl til en del af samtalen om Rønne-skolernes fremtid: Konkret om de stadig skal gøres til én skole efter sommerferien – eller om de skal fortsætte som to separate skoler.
Støttet af de tre løsgængere åbnede Dansk Folkeparti mandag diskussionen ved at annoncere et forslag om at stoppe skolefusionen.