Efter 50 år: 'Vi har omstillet os så mange gange, man tror, det er løgn'

Der er sket meget for Trio Nexø i de fem årtier, hvor virksomheden har eksisteret. 

Det hele startede godt for Ingvard Munch-Kure, som i 1973 opstartede sin virksomhed Trio Nexø - så godt, at han i 1986 måtte opføre en fabrikshal mere, for at have plads til alle sine medarbejdere.

Da Tidende svinger bilen ind på parkeringspladsen en regnvåd tirsdag eftermiddag, går der dog bare en enkelt ansat rundt om de relativt anonyme gule bygninger, som ellers ånder fred og ro.

I kontorbygningen har virksomhedens direktør, den nu 78-årige Ingvard Munch-Kure, en rigtig mødedag. Han byder et stykke kage og sætter en kande kaffe over, inden han påbegynder fortællingen om maskinfabrikken, som hvis ret skal være ret kunne fejre 50 års fødselsdag allerede den 8. oktober.

Ingvard Munch-Kure og personalet har igennem de fem årtier lavet ikke så få forskellige ting. De var omstillingsparate, før den slags overhovedet var en ting.

Firmaet startede som en lille underleverandørvirksomhed, der fremstillede let transportmateriel, men så kom oliekrisen og de kunne ikke skaffe gummihjul - derfor begyndte de i stedet at fremstille produkter og hjælpemidler til de mange fiskere på Nexø Havn.

Da rejefiskeriet i 1970'erne gik ind i sin storhedstid fremstillede de sorteringsanlæg til de lokale rejefiskere, og snart var der stor efterspørgsel - flere hundrede anlæg blev sendt til alle verdenshjørner; en tid, Ingvard Munch-Kure husker tilbage på som en sjov og spændende tid, hvor han turnerede rundt på fiskerimesser over hele verden og sendte eksportsælgere ud for at opdyrke det internationale marked. Virksomheden havde sit eget produktudviklingsværksted, hvor de udviklede banebrydende maskiner, de tog patent på.

– Drivkraften for mig har været alt det spændende. Der var to-fire mand ansat til at udvikle maskiner, og vi fik verdenspatent. Det var rigtig, rigtig sjovt, og vi var nede på havnen og hente fisk til at afprøve og demonstrere den. Men det endte med, at jeg solgte patentet til Tyskland for nogle millioner, fordi vi manglede penge, husker Ingvard Munch-Kure tilbage.

Trio Nexø var de første på Bornholm til at samarbejde med Texaco. Foto: Sarah Thun Kristensen

Ikke noget fikumdik

Snart udviklede fiskeriet sig nemlig i en anderledes nedadgående retning, og pludselig turde ingen investere i nye maskiner. Da jerntæppet gik op og muren faldt vrimlede det til med fiskere fra Baltikum, og her leverede virksomheden fangstudstyr og hydrauliske anlæg.

– De havde bare ikke rigtig råd til det, og derfor lavede vi en aftale om, at fiskefabrikkerne betalte halvdelen som et startbeløb, og så skulle fiskerne afdrage efterhånden, som de kom ind med fangsten, forklarer direktøren.

– Men de solgte båden videre, og den nye ejer kendte ikke noget til nogen aftale. Så det mistede vi rigtig mange penge på, for vi var vant til at handle med de bornholmske fiskere, og der var aldrig problemer med dem.

Sådan blev de også klogere og mere erfarne på maskinfabrikken, og en dag skete det skæbnesvangre, at Ingvard Munch-Kure besluttede sig for at købe Nexø Motor- og Maskinfabrik. På omtrent samme tid købte han også et diskotek og et musikstudie, fortæller han med et suk og et træk på skulderen.

– Jeg var vel metaltræt på det tidspunkt. Jeg ville prøve noget andet, og med 50 mand her; bogholdere, lagerfolk og værkfører, så var der ikke rigtig noget arbejde til mig.

Men det var et dårligt køb. Det skete på et dårligt tidspunkt, og han var ikke forberedt på, hvor meget mere der skulle omsættes for, for at den investering tjente sig hjem.

– Det er en af de ting, jeg tænker på, som var et af vendepunkterne. Jeg tabte penge på det hele, og jeg fortryder, at jeg købte det. Der er mange ting, jeg fortryder, fortæller han ærligt.

Af sin advokat blev han dog rådet til ikke at tage kampen mod fikumdik og finter, men at æde den. Han ærgrer sig dog over, at han ikke tog kampen. Han mistede nemlig alt for mange penge - men han lærte dog en god erfaring, han har taget med sig siden.

– Man skal blive ved sin læst. Det er bedre at gøre det, man har forstand på, og så skal man være forsigtig med at være afhængig af for mange mennesker. Jeg skal ikke lave noget fikumdik, slår han fast.

Nedture har ædt kapital

Siden fik han en god kontrakt i hus med Bornholms Konservesfabrik, som hans virksomhed byggede alle maskinerne til. På maskinfabrikken er der stadig mapper fyldt med tegninger af rundborde, kogekar og alverdens ting.

Og så var der den periode, hvor han lavede flis-fyr til landmænd, men så kom en statslig ordning i vejen, og det gav ikke længere mening.

– Vi har omstillet os så mange gange, at man tror, det er løgn.

På samme måde har Trio Nexø nemlig solgt traktorer, en anden gang var det olie fra en bunkerbåd, de har kørt tre Danida-projekter, og blandt mange andre ting fremstillet to jetmotorvaskere til DAT, og så fik de lige akkurat sat gang i et projekt for SAS, hvor de skulle levere 10 komplicerede maskiner til træning af personalet. Flyveselskabet rendte dog ind i økonomiske vanskeligheder og måtte droppe bestillingen efter kun en enkelt dørtræner var leveret.

– Jeg synes, vi har lavet alle mulige ting, men der har været mange nedture. Det har der virkelig. Jeg skal ikke beklage mig, for vi har også haft det sjovt, men så mange penge har jeg heller ikke tjent, for der er så mange ting, der har ædt min kapital hver gang, forklarer han.

Nutidens storkunde er sporvognsmuseet Skjoldnæsholm, som løbende sender sporvognsdele, der skal restaureres og sættes i stand efter alle foreskrifterne, ligesom Trio Nexø er underleverandører til Jensen og vandskærer for forskellige kunder.

Den store undervogn er til sporvognsmuseet, og bagved kan man ane den store vandskærer, som kan skære gennem alt, hvis man spørger direktøren hos Trio Nexø. Foto: Sarah Thun Kristensen

Vil sælge samlet

Ligesom i 2019, hvor Tidende berettede om en vilje til generationsskifte, så går Ingvard Munch-Kure fortsat med planer om at afhænde virksomheden.

Selvom han selv er ved godt mod og helst ikke vil slippe sit virke, så bliver han af og til mindet om, hvor gammel han rent faktisk er.

– Jeg har kunnet sælge flere gange, men enten er der budt for lidt, eller så vil folk bare købe bygningerne. Men jeg vil meget nødigt se virksomheden smuldre hen og blive solgt stykke for stykke, fortæller han.

– Allerhelst vil jeg sælge til nogen, der kan drive virksomheden videre, og måske hvor jeg også selv kan være her, fortæller han.

Som det går lige nu, er det dog ikke nogen guldgrube, han sælger. Sidste år havde han underskud, og han må erkende, at han også i år kommer ud af regnskabsåret med et underskud.

– Jeg siger nok, at jeg har to mand, men den ene er faktisk kun på deltid. Det betyder, at jeg ikke kan omsætte nok til, at det kan løbe rundt. Det er simpelthen umuligt.

Det er dog ikke helt så nemt, som bare at ansætte flere, for mens han ved, der er arbejde nok til de næste to år, så kan han ikke altid være sikker på, at der er masser af arbejde i morgen, for der er mange faktorer, der spiller ind, når ens største kunde er en frivillig forening.

– Man kunne også godt være bedre til markedsføring, fortæller han.

Virksomhedens slogan er nemlig, at hvis de ikke kan, så er der heller ikke andre der kan. Men hvad hjælper det, hvis man ikke får det kommunikeret ud, kunne man retorisk spørge. Det er nemlig netop det, der er udfordringen for Ingvard Munch-Kure.

– Jeg er dårlig til at sælge de muligheder, vi har. Vores vandskærer er den eneste på Bornholm, men den kører ikke på hverken 50 eller 40 procent. Man kunne lave meget mere, end vi gør nu.

Giver aldrig op

Når han tænker tilbage på årene med virksomheden, så har han ganske givet fået meget erfaring, men han har også oplevet, at det er blevet mere og mere besværligt at drive virksomhed.

– Det der GDPR havde nærmest taget livet af mig. For ikke at nævne den nye ferielov - den kan jeg slet ikke finde ud af, ler han.

Fremsynetheden har ellers altid været der, og virksomheden var en af de første på Bornholm til at have en computer til regnskab. Den købte de i 1986 for ikke mindre end 35.000 kroner.

– Den kostede en formue, og så kunne den ingenting. Man skulle skifte diskette hver gang, man skulle sætte et komma, griner han.

I starten af 90'erne fik han også en computer ind på sit kontor, og selvom det tog lidt tilvænning, så kom han i gang med at spille lidt kabale, fingrene lærte at betjene computeren, og i dag kan han slet ikke undvære den.

– Men der er jo gået mange år. Da jeg startede var det nemt at drive virksomhed. Der var ikke de store restriktioner i forhold til i dag, hvor maskinerne skal serviceres hvert år. Det koster en formue hver eneste måned at drive virksomhed, så man skal have en god kapital - og tålmodighed.

Så selvom der er færre medarbejdere og mindre arbejde at lave, så er det paradoksalt nok blevet langt mere besværligt at drive den.

Har du nogensinde overvejet at kaste håndklædet i ringen?

– Nej! Der var engang en der sagde, at jeg er en survivor. Sådan en der ikke stopper, og ikke kan slåes ned, smiler han.