Selvom kontakten med kunderne er rar, er der også grænser. Kalbyvejens Planter ligger på privatadressen, og det skaber nogle gange udfordringer med, at kunder går ind i deres have. Men der er altså tale om en privat have og ikke en besøgshave eller park.
– Jeg synes faktisk, det fungerer rigtig godt med den plads, vi har lavet på marken, og jeg synes, folk er gode til at respektere det, når lågen er lukket. Det sker selvfølgelig indimellem, at der lige pludselig står en eller anden ved siden af mig, og jeg tænker, hvor pokker kom du fra?
– Men 99 procent er så gode til at respektere, at det faktisk er vores privatbolig. Vi har jo også to store piger, som godt kan lide at ligge og sole sig, og det skal der være plads til, siger Anja, som generelt synes, det fungerer rigtig fint med vejbodens nye placering på marken.
– Sidste år havde vi problemer med, at folk holdt ude på vejen og kunne ikke komme frem og tilbage, og vi kunne heller ikke selv komme ind i vores egen indkørsel. Så det er så dejligt at have det andet.
Da der ikke er personlig betjening af kunderne, foregår betaling via selvbetjening, og det er også gået godt. Der er dog ikke ubetinget tillid, for der er sat overvågningskameraer op. Det er desværre nødvendigt at have i dagens Danmark, hvor flere og flere vejboder oplever, at kunder ikke betaler, når de tager noget med. Det har Anja også oplevet, da hun havde den lille vejbod i indkørslen.