– Vi hører en del kunder, der gerne vil vente med at få lavet noget, indtil de ser de nye affaldsspande og kan se, hvor store de er. For de vil jo helst ikke have os ud og lavet noget to gange, siger han.
Michael Hjorth Nielsen ved til gengæld, at der har været meget travlt hos Bent Andersen, der driver AB Betonvarer i Klemensker.
– Han har mange af den type sten, der bliver lagt rundt omkring på Bornholm. Og en medarbejder der sagde, at der havde været rigtig mange kunder den seneste tid, der havde bestilt sten, dels fordi de vidste, han skulle lukke, men også fordi de skulle bruge sten til deres indkørsler og under deres skraldestativer. Så der er nok mange, der laver det selv.
Han mener i øvrigt, lige som anlægsgartner Brian Lang, at fristen på 14 dage er alt for kort.
– Altså normalt skal folk jo vente et halvt år på at få en håndværker til at komme, så jeg tvivler på, om man kan få en fliselægger ud indenfor 14 dage. Så skulle det da lige være, hvis der er en, der ikke har noget at lave. Men alene det at fremskaffe materialer tager op til en uge, fortæller Michael Hjorth Nielsen.