Forfatter gik fra 0 til over 120 bøger på under 20 år

Kirsten Sonne Harild har for nylig udgivet sin første voksenbog, krimien "Den vilde". Den foregår på Bornholm, hvor hun er vokset op og for nylig også vendt tilbage til, og hun har allerede en to'er på vej.

– Så kommer du altså til bornholmertid!

Alene denne spøgefulde bemærkning fra forfatteren Kirsten Sonne Harild er sådan set nok til at afkode, at hun har et ganske indgående kendskab til Bornholm.

Vel har hun så, hun er jo født i Melsted og opvokset i Nexø.

Bemærkningen falder en dag i december over telefonen, da journalisten er på vej til Gudhjem for at interviewe hende. Der er sne på vejen – årets første – og det kan godt komme bag på én, hvis man til daglig trisser rundt i Rønne, at hen over øen breder vinterlandskabet sig mere manifest end inde i byen, og turen er derfor en større trafikal udfordring end ventet.

Der er ikke andet for end at lette foden fra speederen og holde ind i vejkanten for telefonisk at meddele en mindre forsinkelse.

I den forbindelse viser det sig imidlertid, at tiden ikke er løbet fra journalisten, men han fra den, for han er kommet til at køre en time for tidligt af sted.

Derfor:

– Så kommer du altså til bornholmertid!

I betydningen: For tidligt.

Men alt forladt og velkommen til her i den bornholmske forfatters gule hus down town Gudhjem tæt på Oluf Høst-museet. Der er sjap i gaden og gadespejl monteret på et af husets vinduer, og hoveddøren ligger bag huset ud til den tilhørende lille have, som rummer både redskabsskur og et mindre havehus.

Kirsten Sonne Harild har for nylig udgivet sin første voksenbog, krimien "Den vilde". Foto: Berit Hvassum

Kirsten Sonne Harild tager imod med imødekommenhed, men bliver dog overgået af Wendy Moira Angela Darling Harild.

Varm hundesnude, logrende hale, må man springe op? Se, jeg har min egen gummigris, som jeg har stjålet fra mors kusines hund Karlo!

Halv bordercollie og halv labrador – og alt i alt en særdeles udtryksfuld hund.

Udtryksfuld er også dens mor, Kirsten Sonne Harild, og da ikke mindst på skrift. Litteratur kan godt blive lidt kedelig, hvis man gør den op i tørre tal, men alligevel:

Runder man eksempelvis Rønne Bibliotek, finder man hurtigt en hel hylde fuld af hendes bøger. Og det er jo bare dem, der lige passer i den genre, som hedder "heste", for hendes bøger finder man også alle mulige andre steder på andre hylder, dog fortrinsvis i børnebogsafdelingen.

Spørger man bibliotekaren, slår hun op og kan hurtigt fortælle, at på bibliotekets egen base finder hun cirka 150 resultater på forfatterens navn. På bibliotek.dk er der 294 resultater og på eReolen er der 161, men disse mange resultater kan dog dække over diverse udgaver og være inklusive e-bøger, og selv fortæller Kirsten Sonne Harild, at hun har skrevet i alt omkring 120-130 bøger.

– Jeg har ikke helt styr på det, siger hun, da hun har skænket kaffe ved spisebordet i sin lyse og åbne stue.

Tjekker man listen over bibliotekspenge, fremgår det også, hvordan hun har haft fremgang siden sin første (lille) udbetaling i 2004, for hun er stille og roligt steget i graderne på denne liste, hvor Bjarne Reuter i årevis har siddet tungt på tronen, således at hun ud af de cirka 10.000 personer, der modtager de i alt cirka 180 millioner kroner, i år ligger nummer 32.

Ville ikke skrive

Nok om tal, men bare lige for at slå det fast: Når hun fik bibliotekspenge første gang i 2004, skyldes det, at hun ikke havde udgivet nogen bøger før da, og dengang havde hun rundet 40 år. Lige om lidt fylder hun 60 år, og kan altså nu skrive fuldgyldig forfatter på visitkortet med flere end 120 bogudgivelser bag sig.

Det er en udsædvanlig præstation, og man kommer uvægerligt til at tænke på et fænomen, som Wikipedia beskriver således:

"Ketchupeffekt er en virkning, der først viser resultater sent. Begrebet referer til oplevelsen med ketchupflasker af glas – først kommer der ikke noget ud af flasken, men så vælter det ud med ketchup".

Faktisk havde Kirsten Sonne Harild, som ellers holder særdeles meget af litteratur, et erklæret mål i sit liv om, at hun ikke ville skrive bøger overhovedet. Hendes mor var journalist, og eftersom hendes forældre blev skilt, da hun var 11, havde hun fået en idé om, at morens rejseri og fokus på journalistik og store avisportrætter i blandt andet Kristeligt Dagblad havde været medvirkende. I barnets hoved blev det at skrive roden til noget, der ikke var godt, og derfor skulle hun selv en større omvej til debuten, som altså skete, efter hun var fyldt 40 år, med "Den hemmelige by", som blev antaget af Gyldendal og blev første bog i en trilogi.

Siden har hun udgivet adskillige bogserier for børn og teenagere, og først for nylig trådte hun med krimien "Den vilde" så at sige ind i de voksnes rækker.

Hun har en lillebror og en storesøster, og da forældrene blev skilt blev børnene hos faren, som i øvrigt siden i sit andet ægteskab har fået yderligere to døtre. Først efter 9. klasse i 1978 flyttede Kirsten over til sin mor i København. Hun tog en hf, var på højskole, tog ud at rejse, arbejdede, læste først fransk og engelsk på universitetet, men skiftede så til dansk.

– Det begyndte jeg på i 1988, og jeg var helt vild med det, siger hun.

– Og allerede på første år fik jeg mit første barn, Emilie. Men jeg fortsatte studierne, for jeg var rigtig glad for litteratur og glad for at læse.

Har du altid været det?

– Ja, også som barn, hvor jeg havde flere meter af især hestebøger, haha. Jeg elskede de bøger og at flytte ind i dem og blive venner med personerne, men da mine forældre blev skilt, besluttede jeg, at jeg aldrig selv ville skrive. Jeg troede, at det var konfliktfyldt, og jeg var urolig for min mor, når hun tog ud på alle mulige opgaver, siger forfatteren.

Da hun skulle til at skrive sit speciale på universitetet, søgte hun et job som praktikant hos Gyldendals Bogklubber, hvor hun skulle læse diverse bøger og vælge, hvad der skulle udgives til medlemmerne hver måned, og til sin glæde og overraskelse fik hun stillingen.

– Der var en god connection til Stig Andersen, som dengang var direktør for Gyldendals Bogklubber, og som siden blev direktør i Gyldendal. Han elskede nemlig Gudhjem og Peter og Thorkil Vesth, og det kom vi til at sidde og snakke om – og så fik jeg stillingen, siger forfatteren.

Efter tre måneder fik hun tilbud om at blive i jobbet. Det var i 1992, og hun var halvvejs i sit speciale.

Det kom hun ikke længere med.

– Jeg havde et barn og syntes, at det var vigtigt at slå til, og et fast job i Gyldendals Bogklubber var jo fantastisk, siger hun.

– Jeg var der faktisk til 2001, både på Samlerens Bogklub og Gyldendals Bogklub.

– Jeg har nogle gange tænkt på, om jeg skulle prøve at skrive til voksne, for jeg ville gerne have den udfordring, siger Kirsten Sonne Harild. Foto: Berit Hvassum

Debuten

Der fik du læst en masse, men hvornår begyndte du at skrive?

– Det var i september 2001. Der skete det i løbet af den sommer, at jeg blev syg. Jeg begyndte blandt andet at besvime og fik kronisk hovedpine, og samtidig havde min daværende mand og jeg købt sommerhus i Sandvig. Jeg blev sygemeldt og indlagt med meget højt blodtryk, og man konkluderede, at der var tale om stress, men jeg begyndte også at tage til Bornholm. Og så var det, at historien om "Den hemmelige by" kom.

Og denne historie, som altså blev hendes debut, kom Kirsten Sonne Harild faktisk sovende til.

– En nat drømte jeg noget mærkeligt, siger hun.

– Jeg stod i drømmen i september 2001 oppe mellem Moseløkken og Hammershus, og pludselig begyndte alt at snurre rundt meget voldsomt, og da det stoppede, bøjede jeg mig ned og samlede et kort op. Jeg kunne ikke helt se, hvad det forestillede, men det lignede på en måde Bornholm, og så stod der "Den hemmelige by" på. Hvad pokker er det, tænkte jeg, ler hun.

Hun var blevet udskrevet fra hospitalet lige præcis på dagen for terroraktionen mod Twin Towers i New York den 11. september 2001.

– Så jeg lukkede alt ned, det magtede jeg ikke. Men jeg var allerede begyndt at skrive lidt for at holde mig i gang. Mærkelige ting, måske lidt dagbogsagtigt. Men efter drømmen tænkte jeg pludselig "pokker stå i det, der er ikke nogen, der ved, at jeg skriver". Computeren larmede ikke ligesom min mors skrivemaskine gjorde, og jeg behøvede ikke ryge cerutter, som hun gjorde, når hun skrev. Og så gik jeg lige så stille i gang med "Den hemmelige by", og jeg kom til at tænke på de gamle historier, jeg havde hørt om de underjordiske og så videre, så det blev en form for fantasy-bog, siger Kirsten Sonne Harild.

Det blev til historien om de to børn ovrefra, Emmy og Frederik, som bor hos henholdsvis onkel og tante i Sandvig på vejen op til Langebjerg.

– I historien er Frederiks bedstefar museumsinspektør på Moseløkken, og en dag overhører de, at han har et meget værdifuldt kort liggende i sit chatol. De finder kortet og dermed også vejen til den hemmelige by, hvor de underjordiske bor.

Og resten er – så at sige – historie.

Eller snarere: Historier. For siden har hun altså skrevet et næsten ufatteligt antal bøger med et stort antal af karakterer.

Og det er netop dem, personerne, der har drevet mange af hendes historier frem.

– Jeg skulle ikke have et plot, men nogle personer, som jeg troede på og kunne leve mig ind, siger hun.

– Det er meget den måde, jeg arbejder på. Personerne skal virke for mig, ellers virker historien heller ikke. Det er dem, der skaber handlingen. Det var også relationen mellem Emmy og Frederik, der skabte "Den hemmelige by". Jeg prøvede at huske, hvordan jeg selv havde det som barn, når jeg var på besøg hos min mormor og gik rundt på Hammershus sammen med min kusine, og vi nogle gange følte, vi var med i et eventyr, fordi der er så magisk oppe på Slotslyngen. Og fordi jeg så også havde kortet, kom det hele nærmest af sig selv.

Godtaget af Gyldendal

Efter tre-fire måneder indså hun, at hun rent faktisk var i færd med at skrive en bog, og i januar 2002 sagde hun op på det job, som hun ellers havde været vildt glad for.

– Det var lige inden, jeg fyldte 40 år. Jeg kunne ikke tænke på at vende tilbage, jeg var nødt til at prøve at skrive bogen, så jeg vendte 180 grader omkring. Og da jeg så blev rask igen, tog jeg vikariater rundt om på skoler og den slags for at klare det økonomiske, siger hun.

Bogen sendte hun til Gyldendals børne- og ungdomsredaktion. Efter 14 dage blev den antaget, og den kom endda med i børnebogsklubben. Ved udgivelsen havde den nybagte forfatter rundet 40 år.

– Den blev en kæmpe succes og blev udsolgt på én dag i bogklubben og genoptrykt som paperback, og så var det jo ligesom bekræftet, at det kunne jeg godt finde ud af, siger hun.

Efter trilogien konstaterede hendes forlægger, at der jo figurerede en hest i den og spurgte, om ikke hun kunne skrive nogle hestebøger? Resultatet blev en serie, der hed "Pony & Co".

– De blev også et kæmpe hit, siger hun og konstaterer om sine mange udgivelser siden da:

– Det har været som en lavine.

Hvordan går man fra nul bøger til 120-130 stykker på under 20 år?

– Man lukker op for det, tror jeg. Jeg har altid være et meget fantaserende barn og har suget de forskellige universer til mig. Og når jeg for eksempel skrev 12 "Pony & Co"-bøger, var det, som om personerne flyttede ind hos os. Det samme med de 16 "Pjok og Petrine"-bøger, de 20 "Willi"-bøger og så videre. Det går hurtigere, når man lærer personerne at kende, og jeg forestiller mig dem som levende mennesker.

Den stress, du blev diagnostiseret med, kunne det være et overtryk af historier i dit hoved?

– Ja, jeg har også selv tænkt, at det var det, jeg fejlede, ler Kirsten Sonne Harild.

Hvis nogen havde sagt til dig, da du nærmede dig 40 år, at når når nærmede dig 60, ville du have skrevet over 120 bøger, hvad så?

– Ja, dét havde jeg ikke troet på.

Den vilde

Pjok og Petrine, Cornelius Krut, Pony og co, Sally, Glenn og vilde Maxi, Maj og Mio, Willi – hvordan foretager man springet fra de søde navne og til eksplicitte beskrivelser af en død, maltrakteret mand med lort i munden inde i Almindingen, sådan som man kan læse det i din seneste bog, "Den vilde"?

– Haha, ja, det var også en overraskelse, ler Kirsten Sonne Harild, som i forbindelse med sin nys udkomne krimi, som har fået flotte anmeldelser og allerede er udkommet i andet oplag, kun kalder sig Kirsten Sonne.

– Men jeg har nogle gange tænkt på, om jeg skulle prøve at skrive til voksne, for jeg ville gerne have den udfordring. Man skal dybere i en voksenbog, researche mere og udnytte sit sprog meget mere, og det ville jeg gerne prøve, forklarer hun.

Anledningen til for alvor at sætte skub i projektet blev coronaen, som satte alverdens ting i stå, deriblandt hendes egen foredragsvirksomhed.

Krimien foregår på Bornholm og tager sin begyndelse i starten af et folkemøde med fundet af et lig i skoven, og man er slet ikke i tvivl om forfatterens indgående lokalkendskab. I 2016 købte hun huset her i Gudhjem, men returnerede til København i 2018, da hun fik en kæreste og et barnebarn der, men hun er nu vendt tilbage til barndomsøen.

– Jeg har haft trangen til at komme hjem igen, siger hun, som egentlig mest er opvokset i Nexø, men også som barn kom i Gudhjem på grund af farens familie der.

Hvad fik dig til at vende tilbage til Bornholm?

– Længsel. Jeg kan ikke forklare det bedre.

Efter hvad?

– Efter mig selv. Efter at kunne mærke mig selv og føle mig hjemme, siger Kirsten Sonne Harild.

Fandt du så dig selv?

– Ja, det synes jeg, at jeg gjorde. Og når man er opvokset herovre, så sidder Bornholm i cellerne på en. Det ligger meget, meget dybt.

Forfatteren regner med at udgive endnu en krimi i begyndelsen 2023, igen med politikvinden Stina som hovedperson, men dertil er hun også af forlaget Frydenlund blevet bedt om at skrive en guide med 111 steder på Bornholm, som man skal se.