Leder: Livs bror

Det måtte naturligvis ske. Det skulle ske, og nu er det så sket: Broderen til den 28-årige kvinde, der i februar vandt en stor erstatningssag mod regionskommunen ved Østre Landsret, har nu også rejst et krav om erstatning.

Det samme helt selvfølgelige er der over reaktionen fra borgmester Thomas Thors (S). Når Liv (som er et navn, vi på avisen har valgt at kalde kvinden) har rettens ord for, at regionskommunen forsømte at gribe ind over for den vanrøgt, der ødelagde hendes barndom, er det klart og selvfølgeligt, at kommunen også skal betale hendes bror.

Deres barndom var den samme. De grufulde omsorgssvigt imod dem var de samme, begges mén varer ved den dag i dag – og kommunen var ikke mindst den samme. Så når Liv skal have udbetalt 300.000 kroner, er det klart, at hendes bror har samme ret.

Når Liv har rettens ord for, at regionskommunen forsømte at gribe ind over for den vanrøgt, der ødelagde hendes barndom, er det klart og selvfølgeligt, at også hendes bror har krav på erstatning.

Heller ikke for de to søskendes advokat er det kravenes berettigelse, der nu er sagens kerne. For Mark Malmbak Stounberg er den sag lige så simpel, som den er for os andre.

Det er noget andet, der undrer den advokat, der lige har før Livs sag i landsretten og var ved at lægge an til også at føre hendes brors, havde borgmesteren ikke kommet ham i forkøbet ved at fortælle, at regionskommunen går frivilligt til lommerne.

Mark Malmbak Stounberg forstår ikke, at kommunen ikke selv har rakt fingeren i vejret og sagt, at det officielle Bornholm er på det rene med, at to søskende led dyb overlast på kommunens vagt, ikke bare én. Hans undren handler om, at han selv måtte tage til orde og bekendtgøre, at han og "Liv"s bror var parat til et sagsanlæg mere, før der kom en reaktion fra kommunen.

– Det var oplagt, at kommunen selv havde gjort sig nogle overvejelser om, hvad den her landsretsdom kunne give anledning til. Nu ved jeg jo ikke, hvad kommunen har haft af overvejelser, men jeg kan i hvert fald konstatere, at min klient ikke har hørt noget fra kommunen. Derfor har han selv taget kontakt til mig og spurgt, om jeg vil hjælpe ham med at rejse kravet om erstatning, sagde advokaten her i avisen i lørdags.

Såre simpelt og selvfølgeligt for de fleste. Desværre altså bare ikke her, hvor regionskommunen ret besynderligt har valgt at tie om broderens sag efter Liv fik tilkendt sin fortjente erstatning. Noget besynderligt virker også Thomas Thors begrundelse for kommunens fremgangsmåde.

– Det er simpelthen procedure. Det har ligget implicit, at en eller flere søskende har været udsat for samme omsorgssvigt, så vi har afventet, at der kom en henvendelse, for det lå jo i kortene. Initiativet har ikke været kommunens, men børnenes advokats, sagde Thomas Thors i lørdagsavisen.

Javel ja. Men hvis det er procedure, kunne den procedure så ikke nok blive ændret? Hele sagen er i forvejen fæl, og når en sag er så grum og grel som den her, står man sig bedst ved selv at tage et initiativ. At anerkende broderens eksistens og krav af sig selv kunne have reddet en smule af æren, en meget lille smule. Måtte det blive linjen i sager af den slags.