Leder: Genoptag sagen om stenkasteren nu

Leder: Genoptag sagen om stenkasteren nu
LEDER | ABONNENT | 28. APR 2022 • 05:30
LEDER | ABONNENT
28. APR 2022 • 05:30

Otte nye stenkast er anmeldt hos svensk politi i denne måned. Sidste års frygt er på vej tilbage. Hold igen med den og se at få gang i efterforskningen.

Bedst som sidste års to store plager, corona og den ukendte stenkaster, var glemt, og Ukraine-krig og prisstigninger i stedet har stjålet vores opmærksomhed, knuses tre danske forruder igen på vej til og fra Ystad på den svenske vej E65.

Tre danske biler og fem andre har anmeldt stenkast i denne måned.

Det kan få mange af os til at frygte uheld på den trafikerede vej. Men otte anmeldelser eller tre danske anmeldelser om stenkast er en meget lille del af de flere end 35.000 bil-billetter, som Bornholmslinjen har solgt i april.

Det undrer Tidende,
at svenske politi ikke straks
har grebet de otte anmeldelser
og åbnet sagen med de 140
tilsvarende anmeldelser sidste år.

3 stenslag ud af 35.000 passerede danske biler svarer til en sandsynlighed på mindre 1 ud af 11.667. Man skal altså være mere end almindelig uheldig for at blive ramt. Fylder frygten alligevel, når man sætter sig bag rattet, kan man køre ad kystvejen syd for E65 og stadig komme til og fra Danmark.

Selvom sandsynligheden er lille for at blive ramt, og ingen skal frygte de tre nye forhold, så undrer det i den grad, at svensk politi ikke straks har grebet de otte anmeldelser og åbnet sagen med de 140 tilsvarende anmeldelser sidste år. Selvom svensk politi med droner, patruljer, hunde og mange andre værktøjer endnu ikke har kunnet opklare sagen, så må det virtuelle forstørrelsesglas blive pudset af i Sverige og sagen straks genoptages. Vi har brug for lov og orden i Skåne, når man kører til og fra Bornholm.

Ligesom vi har brug for sikkerhed med en trafikkorridor, har Bornholm også brug for sikre og trygge trafikforhold til og fra Danmark.

Åbn sagen.