Ikke at evne retfærdighed

Mandag. Det er Bibelens påstand om os, at vi alle er syndere. Det mærkværdige ved denne påstand er, at Bibelen ikke definerer retfærdighed, altså det modsatte af synd, som noget vældig vanskeligt.

I gnostiske religioner tales der i abstrakte vendinger om at "se lyset" og "skue det guddommelige", så man gennem den frelsende indsigt kan blive befriet fra legemets og sjælens bindinger til verden. I buddhismen drejer det sig om gennem forskellige teknikker som meditation og yoga at opnå den apati, hvorved man bringer lidelsens hjul

(samsara) til standsning og befris fra skylden (karma). Herved kan man træde ud af eksistens (nirvana) og undgå den evige genfødsel.

De befalinger derimod, som Gud gav til sit folk gennem Moses, var hverken ufattelige eller fra en fjern planet. De var ikke himmelhøjt hævet over israelitternes almindelige erfaring og hverdag. De var kort sagt enkle og lette at forstå. "Du må ikke slå ihjel". "Du må ikke bryde et ægteskab". "Ær din far og din mor". "Du må ikke have andre guder". Den retfærdighed, Bibelen taler om, er en retfærdighed, der har at gøre med vores almindelige liv med hinanden samt vores forhold til Gud – en enkel og ligefrem retfærdighed.

Det overraskende er, at israelitterne ikke var i stand til at virkeliggøre den retfærdighed, Gud krævede af dem. Gennem israelitterne demonstrerer Gud for os, at "lyst at ville, kraft at kunne holde Lovens varetægt gik ved Adams fald til grunde for den hele Adams slægt". (DDS 691, vers 3). Den samme overraskende mangel på evne til at følge Guds enkle bud genfinder vi hos os selv.

5 Mos 30,11-14