Svensk politi efter mulige stenkast: 'Vi følger nøje anmeldelserne'

Svensk politi efter mulige stenkast: 'Vi følger nøje anmeldelserne'
Der er igen problemer på E65 i Sverige. Arkivfoto: Nanna Krogh
NYHED | SKÅNE | ABONNENT | 28. APR 2022 • 07:30
NYHED | SKÅNE | ABONNENT
28. APR 2022 • 07:30

Alene i april er otte biler blevet ramt af mulige stenkast på E65 mellem Ystad og Malmø, men til forskel fra sidste år er nu hovedsageligt svenske biler involveret.

 

Ifølge den svenske avis Sydsvenskan er der i løbet af april indløbet otte nye anmeldelser til svensk politi om mulige stenkast mod biler på E65 mellem Ystad og Malmø.

Dermed begynder måneden i kedelig grad at minde om april for et år siden, da lignende anmeldelser begyndte at løbe ind til politiet. Faktisk endte det samlede antal hen over året på 140 formodede stenkast mod fortrinsvis danske biler, og til Sydsvenskan siger Frida Lovén, som er vicechef i lokalpolitiområdet Ystad, da også:

– Jeg håber virkelig ikke, det er en ny bølge.

Hun beder folk, der måtte have viden, som kan være relevant for politiet, om at henvende sig.

Som tidligere oplyst i Tidende lykkedes det aldrig svensk politi at finde den eller de skyldige personer, og i februar efter lang tid uden tilfælde af stenkast eller stenslag blev efterforskningen stoppet. Men nu kan der altså igen være anledning til bekymring, og hvor galt, det kan gå, vidner en 70-årig dansk mands skæbne om. Han blev således blind på venstre øje, efter at en sten baldrede gennem hans bilrude den 19. maj sidste år.

Til Tidende oplyser Per Åström Sand, som er undersøgelsesleder for færdselsforseelser hos Ystad Politi, at der er indløbet yderligere to tilfælde af mulige stenkast fra februar og inden april, hvilket altså bringer det samlede antal af anmeldelser, siden sagen blev lukket, op på 10.

Han fortæller, at han sammen med kollegaen Kristoffer Alm arbejdede på sagen sidste sommer, og når han nu tjekker tallene på sin computer, kan han se, at der ganske rigtigt er indløbet otte anmeldelser om mulige stenkast i løbet af april. Han fortæller, at der har været én anmeldelse i Svedala Kommune på grænsen til Skurup Kommune, fem i Skurup og to i Ystad.

Hans kollega Kristoffer Alm lukkede efterforskningen af de mange stenkast i 2021 ned i februar i år, fortæller Per Åström Sand. Om de to indløbne anmeldelser fra marts om mulige stenkast siger han.

– I hvert fald i det ene tilfælde blev ruden smadret, så min umiddelbare vurdering er, at det må have været et stenkast, siger han.

– Det er sjældent, at et stenslag resulterer i det.

Rapporterer videre

Han påpeger, at når det skal vurderes, om der er tale om stenslag eller stenkast, så var det sidste år en væsentlig faktor, at hovedparten af de ramte biler var danske.

– Sandsynligheden for, at det lige var danske biler, der blev ramt af stenslag, er jo ret lille, siger han.

– Derfor var det lettere at konstatere, at der formentlig var tale om stenkast.

Og når det kommer til de 10 mulige stenkast, I har modtaget anmeldelser om siden februar, så er det kun to, der har involveret danske bilister?

– Ja, det er rigtigt. Men der færdes mange danske biler på E65 sammen med svenske biler, så man kan næppe konkludere noget.

Hvad gør I nu efterforskningsmæssigt?

– Kristoffer Alm og jeg følger nøje de anmeldelser, der kommer ind fra E65, og vi rapporterer dem videre til vores overordnede, siger Per Åström Sand.

Fra politiet i Skurup lyder meldingen fra politibetjent Mikael Svensson, at der er indløbet seks anmeldelser i april, men her kan man formode, at den ene er den, der fandt sted på grænsen til Skurup.

Om de anmeldte tilfælde siger han:

– De er spredt både over ugedagene og på forskellige tidspunkter hen over de enkelte dage fra tidlig morgen til sen aften. De har fundet sted på forskellige steder, men der er også nogle af anmelderne, der har svært ved at huske præcis, hvor det skete. Én af anmelderne har været dansker.

Har episoderne fundet sted de samme steder som sidste år?

– De er sket ved tre forskellige afkørsler før og efter Skurup, og der er også et tilfælde ved en afkørsel ved Ringe.

Hvor mange af de tilfælde, I har haft i Skurup, vurderer I til at være resultat af deciderede stenkast?

– Jeg ved det ikke, for der har ikke været politipatruljer ude at se på skaderne, sådan som man gjorde sidste år, hvor der var mange stenkast.

Intet fundet

Så der kan også være tale om stenslag?

– Ja, det kan der være. For nogle tilfældes vedkommende er der tale om, at noget har ramt forruden og efterladt et mærke, men i andre tilfælde er der rent faktisk lavet et hul. Når der er tale om større skader, kan man formode, at en sten eller en genstand er blevet kastet mod bilen.

Er der fundet nogle sten eller genstande, som kan være kastet?

– Nej, det er der ikke. I nogle tilfælde har anmelderen selv søgt efter genstande, men ikke fundet noget.

Mikael Svensson fortæller, at der også er tilfælde, hvor anmeldelserne først er nået frem til hans bord, ugen efter episoden fandt sted, hvilket ikke gør tingene lettere.

– Det er klart, at hvis anmeldelsen indløber umiddelbart, når tingene finder sted, kan vi måske sende en patrulje ud til stedet og tage skaden i øjesyn og vurdere, om der er tale om et stenkast eller et stenslag, siger han.

I forbindelse med de 140 anmeldelser sidste år, hvor primært danske biler blev ramt, var svensk politi blandt andet ude at banke på døre i håb om at opklare sagerne, og omkring 400 personer blev afhørt, oplyser Ritzau og fortsætter:

Der blev også sendt en specialtrænet hund ud for at søge efter spor, ligesom en helikopter og droner blev sendt i luften.

Men det var uden held.