Ærø gjorde det umulige for over ti år siden og har femdoblet antallet af buspassagerer med gratis busdrift. Tænk hvis vi kunne gøre det samme? På den sydfynske ø har Transport-, Bygge og Boligstyrelsen også givet 8,2 millioner kroner i støtte til indkøb af el-busser, som vi også drømmer om og langsomt er på vej mod at lægge om til.
Inden det nuværende færgeforlig betalte turister 2.500 kroner for at få bilen med på ferie. I dag kan de med statsstøtten gøre det en del billigere, og derfor er færgerne fyldt til bristepunktet, når danskerne har ferie. Tænk hvis alle de sorte bilister i stedet blev til glade grønne buspassagerer? Hvad vil det ikke gøre for østkystens havnebyparkering. Allinge, Gudhjem og Svaneke kunne bruge kræfterne på endnu bedre liv og turistoplevelser fremfor skiltning, asfalt og parkeringsregulativer.
Ideen er så god og visionær, at den nye kommunalbestyrelse bør sætte gang i beregninger og støtteansøgninger, så vi også her kan være med på den grønne bølge og udvikle Bornholm til en klar grøn ø.